23948sdkhjf

Tre tegnestuer skal udvikle fremtidens forsamlingshuse

Tre teams er udvalgt til at gå videre i Lokale- og Anlægsfondens udviklingsprojekt for forsamlingshuse.
Der har været stor interesse for at deltage i Lokale- og Anlægsfondens udviklingsprojekt for forsamlingshuse.

Da ansøgningsfristen udløb, havde 27 forsamlingshuse søgt om komme med i udviklingsforløbet, og også blandt arkitekterne var der stor interesse for projektet. I alt kom der ansøgninger fra 16 arkitektteams, og tre teams er nu udvalgt til at gå videre i udviklingen, der vil foregå med en række workshops.

De udvalgte forsamlingshuse er Lihme Forsamlingshus i Skive Kommune, Sdr. Bork Forsamlingshus i Ringkøbing-Skjern Kommune og Egense Forsamlingshus i Svendborg Kommune.

Lihme Forsamlingshus
Lihme Forsamlingshus er et lille, 106 år gammelt forsamlingshus, der er placeret midt i en landsby med 306 indbyggere, som er meget involverede i en udvikling af byen.

Forsamlingshuset blev parret med Arkitekturværkstedet ApS, der danner team med Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører. Arkitekturværkstedet har stor erfaring med omdannelse af huset i landområder og ældre bygninger, men vil senest være mest kendt for at stå bag Torvehallerne på Israels Plads i København.

Sdr. Bork Forsamlingshus
Sdr. Bork Forsamlingshus er et ganske stort forsamlingshus, hvis hovedbygning er bevaret næsten som da det blev indviet i 1906. Efter ombygninger i 1928 og 1954 er lokalsamfundet endnu en gang klar til at ændre på forsamlingshuset, så det bliver et tidssvarende samlingssted for landsbyens 465 indbyggere.

Forsamlingshuset udvikles i samarbejde med et team bestående af Effekt, UiWe og Cowi. Det er et team med kompetencer til at skabe et legende og helhedsorienteret arbejde med opgaven med fokus på sociale, kulturelle og bæredygtige aspekter.

Egense Forsamlingshus
Egense Forsamlingshus er placeret på grænsen mellem land og by, og ligger i det område, hvor Svendborg Kommune planlægger en markant byudvikling i form af en bæredygtig landsby kaldet ”Tankefuld”. Den udvikling vil forsamlingshuset gerne være en del af og går derfor sammen med Domus Arkitekter og Copenhagen Living Lab om at skabe et bud på fremtidens forsamlingshus.

Domus Arkitekter har stor erfaring med sociale og kulturelle faciliteter. Arkitektvirksomheden står også bag det netop indviede Dansekapellet i København, hvor et tidligere krematorium er omdannet til Nordeuropas mest moderne dansehus. Copenhagen Living Lab er eksperter i processer og etnografiske analyser.

Repræsentanter for forsamlingshusene og de udvalgte arkitektvirksomheder skal nu igennem fire workshops inden slutningen af maj måned. Målet med udviklingsprocessen i workshops er at nå frem til tre projekter, der kan føre til en ombygning af de tre forsamlingshuse.

Læs mere om projekterne på www.loa-fonden.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078