23948sdkhjf

Direktør forlader letbane - får ansvaret for Danmarkshistoriens største anlægsprojekt

Mogens Hagelskær udnævnes som ny vicedirektør i Energistyrelsen med ansvar for energiøerne i Nordsøen og Østersøen - et projekt til over 200 mia. kr., og som derfor kan betegnes som Danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Han kommer fra en stilling som adm. direktør for Odense Letbane P/S og starter i Energistyrelsen den 1. janaur 2022.

Der er tale om en udvidelse af den nuværende direktion i styrelsen, som følge af arbejdet med etableringen af verdens første energiøer.

Fakta: Energiøen i Nordsøen

  • Energiøen i Nordsøen forbindes til omkringliggende havvindmølleparker og til flere landes elnet. Den vil altså samle og fordele strømmen direkte til forbrugerne i flere lande.
  • Der er allerede aftalt en kapacitet på 3 GW havvind for øen, hvilket svarer til 3 mio. husstandes strømforbrug. På sigt skal øen have en kapacitet på 10 GW havvind.
  • De samlede investeringer for selve øen, infrastruktur og tilknyttede havvindmølleparker bliver cirka 210 mia. kr., heraf forventes omkostninger til anlægget af selve øen at blive i størrelsesordenen 6-11 mia. kr.

- Anlægsarbejdet er ikke blot historisk stort, det er samtidig et enestående pionerprojekt, der vil tiltrække global interesse, og frem for alt vil det udgøre en hovedhjørnesten i Danmarks fremtidige energiforsyning og grønne omstilling, siger den kommende vicedirektør i en pressemeddelelse fra Energistyrelsen.

Rokade i toppen af Odense Letbane

Når Mogens Hagelskær forlader Odense Letbane ved årets udgang bliver nuværende teknisk direktør, Steen Lykke, udnævnt til fungerende adm. direktør.

Steen Lykke vil således få ansvaret for den endelige afvikling af letbanens anlægsselskab, hvilket vil ske i perioden umiddelbart efter forventet driftsstart omkring årsskiftet 2021/22.

- Mogens fratræder på et tidspunkt, hvor Odense Letbane er godt på vej mod driftsstart. Vi har en stærk og veletableret organisation, som med Steen Lykkes store erfaring og kompetence vil blive styret sikkert i mål. Ligesom jeg lægger vægt på, at vi fortsat har Mogens Hagelskær med som nært tilknyttet strategisk rådgiver i det omfang, der er behov, siger Jesper Rasmussen, bestyrelsesformand ved Odense Letbane i en pressemeddelelse.

Blå bog: Mogens Hagelskær

• 2015-2021 Administrerende direktør i Odense Letbane P/S
• 2012-2015 Letbanechef i Odense Kommune
• 2010-2012 Direktør for DSB Rejsebureau
• 2008-2010 Projekt porteføljeansvarlig i DSB Koncernen
• 2007-2008 Programleder i DSB S-tog Innovation
• 2004-2007 IT-projektleder hos Business Danmark

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.156