Grundstenen er lagt til 150 boliger med udsigt over Silkeborg Søerne

Casa og Heimstaden har denne uge markeret grundstensnedlæggelse under det, som bliver til små 150 boliger fordelt på rækkehuse og punkthuse på Nørreskov Bakke i Silkeborg.
Nørreskov Bakke ligger i Silkeborg nær fredskoven Kallundmose og med udsigt over Silkeborg Søerne og den gamle bymidte.
Det nye boligområde bliver opført som en blanding af rækkehuse og punkthuse med 20 lejligheder i hvert hus. Casa står for både udvikling og opførelse af byggeriet, der overdrages til Heimstaden, når det står færdigt i 2023.
Det skriver Casa, som kunne løfte sløret for boligprojektet sidste november, i en pressemeddelelse.
Fakta:
- Bygherre: Heimstaden
- Ejendomsudvikler: Casa
- Totalentreprenør: Casa
- Ingeniør: Arne Elkjær
- Arkitekt: Casa
Rækkehusene og punkthusene bliver bygget i lyse teglsten med grå tage. Alle rækkehuse får egen carport og skur, mens lejlighederne får et fælles parkeringsområde.
Boligenklaverne er adskilt af grønne kiler, der giver forbindelse til fredskovsområdet mod nord.
Mod syd får kvarteret et regnvandsbassin, som dannes fra regnvand afledt lokalt på grunden. Søen skal skabe et mødested for kvarteret, der også får sin egen legeplads.