23948sdkhjf

Bedre og besparende belysning i Aalborg

I Godthåb ved Aalborg har Himmerland Boligforening udskiftet udendørsbelysningen i afdelingen Danagården, så stier og parkeringspladser nu er oplyst af 70 LED-armaturer.
Over hele landet står mange boligforeninger lige nu med valget mellem en udskiftning af udendørsbelysningen eller et storindkøb af kviksølvlyskilder, der er under udfasning og forbydes helt i 2015. I afdeling 39 Danagården under Himmerland Boligforening er valget faldet på en moderne LED-løsning, der medfører en energibesparelse, som skulle ligge på godt 75 procent.

- Belysningen på gangarealer og parkeringspladser i afdelingen var moden til udskiftning. I stedet for at holde liv i den eksisterende løsning med de strømslugende kviksølvlyskilder har vi valgt at skifte til LED. Dermed scorer vi allerede nu en økonomisk gevinst gennem en markant energibesparelse, fortæller varmemester Henrik Skou fra Danagården.

El-installatør på projektet er N.T. El-service i Svenstrup, og i løbet af et år ventes LED-belysningen, som firmaet har installeret, resultere i en energibesparelse, der svarer til det årlige elforbrug i syv af Danagårdens i alt 109 boliger.

Mere lys med bare 20W
Den nye løsning hos Danagården kommer fra belysningsleverandøren Thorn og består af i alt 70 Plurio LED-armaturer med et forbrug på 20W. Til sammenligning brugte hver af de hidtidige armaturer mere end 90W. Men ud over energibesparelsen har LED-løsningen også medført en klar forbedring af lyset i boligområdet.

- Beboernes tilbagemeldinger er meget positive. De har en oplevelse af mere lys og ikke mindst, at der er lys, hvor der er behov for det. Det betyder blandt andet, at der på gangarealerne ikke længere er mørke pletter, men derimod et godt regelmæssig og sammenhængende lys hele vejen. Den effekt vil helt sikkert blive endnu mere tydelig, når vi kommer til vinterhalvåret, og mørket for alvor sænker sig, påpeger Henrik Skou.

De markant bedre lysforhold allerede ved 20W er resultatet af en relativ kort afstand mellem de eksisterende master, som man har valgt at bibeholde hos Danagården. Dermed opnår afdelingen også den optimale energibesparelse.

De nye LED-armaturer er udstyret med indbygget natsænkning, der halverer energiforbruget i syv timer pr. døgn, når den er slået til. Af hensyn til beboerne og andre, der færdes i området, har Danagården endnu ikke benyttet sig af natsænkningen på de nyinstallerede armaturer.

Fakta om Belysning i Danagården
• Thorn har leveret 70 Plurio LED 20W-armaturer. Heraf er 45 stk. asymmetrisk lysende og 25 stk. symmetrisk lysende.
• De nye LED-armaturer erstatter 70 stk. 80W SEL-lygter med et forbrug på 90W pr. stk. Dermed opnår Danagården en besparelse på mere end 75 procent.
• Thorns Plurio LED-armaturer er installeret på Danagårdens gangarealer og parkeringspladser.
• El-installatør på projektet er N.T. El-service i Svenstrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078