23948sdkhjf

Atombunkermuseum får rester fra atomangreb

Over de seneste år er der i og omkring det engang tophemmelige bunkeranlæg Regan Vest arbejdet på at etablere et nyt museum og besøgscenter om den nær fortids atomfrygt.

Frygten byggede ikke mindst på det, som skete, da USA kastede atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Trykket og den voldsomme varme fra bomben over Hiroshima, som var den kraftigste af de to, dræbte på et øjeblik et sted mellem 60.000 og 80.000 mennesker, og en stor del af byen lå efterfølgende i ruiner. I alt blev omkring 350.000 mennesker udsat direkte for atombomben og dens følger – foruden alle dem, der efter bombningen kom til byen for at hjælpe, der blev udsat for massiv radioaktiv stråling.

Regan Vest - bunkermuseum 60 meter under jorden

REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er en 5.500 kvm atomsikker bunker, der i al hemmelighed blev opført i årene 1963-1968 med det formål at huse regering og regent i tilfælde i af en atomkrig. 

Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014 og kan snart åbne for offentligheden.

Projektets samlede anlægsbudget er på godt 78 mio. kr. Nordjyske Museer er glade for samarbejdet med – og støtte fra – den filantropiske forening Realdania (31,3 mio. kr.), Augustinus Fonden (10,5 mio. kr.), Nordea-fonden (3,15 mio. kr.) Spar Nord Fonden (2 mio. kr.), Jutlander Fondene Himmerland (0,5 mio. kr.), Region Nordjyllands Vækst Forum (1,2 mio. kr.), Aalborg Kommune (4,15 mio. kr.) og Rebild Kommune (5,22 mio. kr.). Dertil kommer en anlægsbevilling fra Folketinget (20,1 mio. kr.).

Kilde: Nordjyske Museer

I forbindelse med omdannelsen af bunkeranlægget til et museum etableres en ny velkomst- og udstillingsbygning, hvor historien om Den Kolde Krig fortælles. Som noget helt exceptionelt har museet fået lov at låne genstande fra Hiroshima, som bevidner den frygtelige katastrofe.

Det drejer sig om en forvredet glasflaske, som er smeltet sammen med andet glas, samt tagsten, der er smeltet sammen med porcelæn fra et køkken. Begge genstande viser med al tydelighed den enorme kraft, atombomben havde.

Det er museumsinspektør Ulla Egeskov fra Nordjyske Museer, der har stået i spidsen for samarbejdet med Hiroshima Peace Memorial Museum omkring lånet.

– De historiske genstande fra Hiroshima er et vidnesbyrd fra den begivenhed, hvor den første atombombe blev brugt i krig. Genstandene fortæller med deres historie og udtryk om voldsomheden ved brug af atomvåben under krig og om den japanske befolknings lidelser i kølvandet på bomben. Det er en historie, vi som koldkrigsmuseum finder yderst relevant, siger museumsinspektør Ulla Egeskov fra Nordjyske Museer og tilføjer:

– En historie, der med nutidens internationale politiske udvikling desværre igen er blevet utrolig nærværende.

Lånet af de to genstande er sket efter mere end to års forhandlinger med Hiroshima Peace Memorial Museum, og forleden dag ankom genstandene så til Nordjylland i hel tilstand til stor lettelse for museets inspektører, som arbejder med udstillingen i det nye koldkrigsmuseum.

Koldkrigsmuseet Regan Vest åbner - som tidligere beskrevet - i begyndelsen af 2023, en tand senere end håbet.

Museet består af flere dele. Det første, publikum møder, er en helt ny velkomst- og udstillingsbygning, tegnet af Aart Architects, hvor Hiroshima-genstandene udstilles. Der indrettes også maskinmesterens bolig samt vandrestier i terrænet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113