23948sdkhjf

209.000 kvm bebyggelse- Køge får ny bydel

Ravnsborg Enge er navnet på en ny bydel i Hastrup Øst mellem den sydlige udkant af Køge by og åbent landskab, som får plads til 737 boliger i fire forskellige småbyer med mangfoldighed og bæredygtighed som pejlemærker.

Byrådet i Køge Kommune har netop vedtaget en helhedsplan for området, som tegner de store linjer for området, skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.

Ifølge helhedsplanen dækker Ravnsborg Enge 279.000 kvm, hvoraf de 209.000 kvm er bebygget areal, mens 79.900 kvm er sat til etageareal.

Ravnsborg Enge bliver et grønt boligområde med en blanding af rækkehuse, fritliggende huse og enkelte etageboliger opdelt i nabolag med mindre boligklynger med mulighed for private haver, gårdrum og fælles offentlige friarealer, og tæt ved skoler, institutioner og idrætsfaciliteter.

– Jeg er meget glad for, at vi nu har en helhedsplan klar for Ravnsborg Enge, som med sin skønne beliggenhed bliver et bæredygtigt boligområde med plads til både fællesskabet og til det private, siger borgmester Marie Stærke i pressemeddelelsen.

– Der bliver bygget boliger i forskellige størrelser, med forskellige ejerforhold og i forskellig prisklasse, så Ravnsborg Enge bliver en bydel for alle, fortsætter borgmesteren.

Helhedsplanen er udarbejdet for selskabet EGEM Ejendomme A/S, der har adresse i Køge, og Køge Kommune i samarbejde med Sted By- og landskab - en del af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Holscher Nordberg Architecture and Planning, Raw Mobility, Aaen Engineering, IGS Rådgivende Ingeniører samt Birgit Krogh Paludan og Keingart.

Tre bæredygtigheder
Høje ambitioner for bæredygtighed vil præge udviklingen af Ravnsborg Enge. Udover den økonomiske bæredygtighed med forskellige boligtyper i forskellige prislejer og ejerformer, vil der i forhold til den miljømæssige del blive stillet krav til materialer, certificering og solceller, hvor det giver mening.

Udviklingen af Ravnsborg Enge vil have fokus på store grønne og blå fællesområder, som tager afsæt i områdets eksisterende terræn og landskabelige kvaliteter. I forhold til den sociale bæredygtighed vil fællesskabet blive prioriteret højt.

En del af området er det eksperimenterende bæredygtige boligområde mod nord, hvor Køge Fællesjord udvikler et Living Lab. Under navnet ‘Tiny Varigheden’ vil små bæredygtige boliger spire frem for beboere, der vil eksperimentere med bæredygtige livsstile.

Den helhedsplan for området, der nu er vedtaget, skal danne rammerne for den fortsatte udvikling, som skal inddrage borgerne. Næste skridt i processen er udarbejdelsen af en lokalplan, som vil omfatte både et forudgående borgermøde og dernæst den almindelige høringsproces.

Når planlægning og byggemodning er gennemført, står privat bygherre for opførelse af boliger og salg af byggegrunde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156