23948sdkhjf

Ny kategori- og indkøbsdirektør i Saint-Gobain

Morten Hatting er nyudnævnt kategori- og indkøbsdirektør i Saint-Gobain Distribution Denmark.
Som nyudnævnt kategori- og indkøbsdirektør i Saint-Gobain Distribution Denmark vil Morten Hatting sikre, at VVS installatører, tømrer og andre håndværkere altid har adgang til det optimale sortiment, når de handler hos landets største VVS-grossist Brødrene Dahl eller i Optimeras byggecentre.

Det er en mand, der har tilbragt hele sin karriere i Brødrene Dahl, som nu får det øverste ansvar for moderselskabets, Saint-Gobain Distribution Denmarks (SGDD), indkøbs- og leverandøraftaler. 47-årige Morten Hatting startede som elev i Brødrene Dahl i 1985 og har siden avanceret med større og større ledelsesmæssigt ansvar. Fra salgsleder og filialchef til områdechef, produktdirektør og senest kategoridirektør i kæden. Nu rykker han endnu et trin op og får det øverste ansvar for kategori og indkøb i koncernen.

Med den nye titel følger ansvaret for en afdeling med 40 medarbejdere og en plads i SGDD’s ledergruppe. Indkøb og kategori spiller en helt central rolle i SGDD. Koncernens strategi er at tilføre ekstra værdi til den rene varetransaktion for at sikre kunderne optimal konkurrencekraft. Med Morten Hatting ved roret kommer denne opgave i stærke hænder.

- Morten Hatting har både det dybe kendskab til virksomheden og den indgående indsigt i kunderne, som kræves for at sammensætte et sortiment, der skaber værdi på flere fronter. Vores rolle er at tilbyde de produkter, der giver vores kunder konkurrencekraft. Vi vil ikke have alt på hylderne, men vil differentiere os med de bedste løsninger i forhold til pris og kvalitet. Det match er Morten Hatting den rette til at sikre, siger Lars Fournais, adm. direktør i SGDD.

Morten Hatting er kendt som en resultatorienteret leder, der gerne stiller spørgsmål ved det bestående og aldrig takker nej til en udfordring. Han er pragmatiker, men ser frem til at arbejde mere med strategien.

- Jeg glæder mig til komme tættere på det strategiske og til at tilføre mine værdier til opgaven. I min verden er handel noget, der foregår mellem mennesker, og derfor er relationer, loyalitet og troværdighed det centrale fundament. Men vi skal også afspejle den dynamiske verden, vi er en del af. Tilgængelighed og hastighed er derfor også to vigtige pejlemærker, vi skal arbejde med, siger Morten Hatting, kategori- og indkøbsdirektør i SGDD.

Morten Hatting kommer fra stillingen som kategoridirektør i Brødrene Dahl. I tilgift hertil havde han også ansvar for moderselskabet Saint-Gobains nordiske indkøbsaftaler. Dette ansvarsområde beholder han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.228