23948sdkhjf

Fabriksåbning skaber nye arbejdspladser

Virksomheden Gamle Mursten forventer at ansætte 8-10 nye medarbejdere i de kommende måneder. Det sker med etableringen af en ny fabrik i Hedehusene.
Gennem 10 år har virksomheden Gamle Mursten renset mursten i Svendborg og solgt de gamle sten til nye spændende byggerier.

Virksomheden har stor succes med at give nyt liv til teglaffald, som modtages fra tre kommunale genbrugsstationer på Fyn, fra Fredericia Kommune samt fra private nedrivere i lokalområdet.

Nu udvides produktionen, så endnu flere mursten føre en historie med sig til nye byggerier og ind i den cirkulære økonomi. Det sker fredag den 31. maj, når Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard tænder rensemaskinen under indvielsen af en helt ny fabriksbygning i Hedehusene. De første mursten, som køres igennem den nye rensemaskine, er gule tegl fra Landbohøjskolen i København og røde tegl fra Carlsberg. De vil senere indgå i byggeriet af et nyt hus i Carlsberg Byen.

Nye grønne produktionsjob
Den nye fabrik vil hovedsageligt modtage tegl fra hovedstaden og det øvrige Sjælland. Gamle Mursten har ved opstarten etableret samarbejde med Amagerforbrændingen, Vestforbrænding og Kara/Noveren, som leverer teglaffald til direkte genbrug.

Hos Gamle Mursten anslår man, at der skal ansættes 8-10 medarbejdere i grønne produktionsjobs i Hedehusene i løbet af de næste måneder.

Stor CO2-gevinst
Hemmeligheden bag den fynske succes er en patenteret teknologi baseret på vibration. Der anvendes hverken vand eller kemikalier i rensningsprocessen, og i forbindelse med etableringen af den nye fabrik har Gamle Mursten videreudviklet både rensemaskine samt det robotsystem, der står for stabling, vikling og pallettering af de mange mursten.

Idéen til den patenterede løsning opstod hos projektmageren Rudi Rusfort i slutningen af 1990’erne. Han arbejdede videre med teknikken indtil 2003, hvor Claus Juul Nielsen overtog virksomheden. Han har siden bygget fabrik i industriområdet ved Svendborg, hvorfra Gamle Mursten været med til at skabe bæredygtige byggeløsninger over hele landet.

Rådgivervirksomheden Niras har beregnet, at man, for hver 2.000 rensede mursten, sparer miljøet for et ton CO2. Med udvidelsen får Gamle Mursten således muligheden for at føre endnu flere tegl tilbage til den cirkulære økonomi.

I anledning af indvielsen i Hedehusene holder Gamle Mursten åbent hus mellem 12.00 og 16.00. Den officielle åbning finder sted cirka klokken 13 på adressen Hovedgaden 501, Indkørsel A, 2640 Hedehusene.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157