23948sdkhjf

Fra fængsel til ny bydel: Kommune godkender første lokalplan for ikonisk grund

Vridsløses første nye kvarter er ét skridt nærmere

Første spadestik på udviklingen af den grund, der tidligere husede Vridsløselille Statsfængsel, er nu kommet tættere på.

Tirsdag aften vedtog kommunalbestyrelsen i Albertslund nemlig den første lokalplan. Der er tale om den sydvestlige del af området. 

Selve fængslet er særligt kendt for Erik Ballings film om Olsen banden.

- Det er utrolig glædeligt, at vi nu står med den første godkendte lokalplan for udviklingen af Vridsløse. Det betyder, at parterne bag projektet nu endelig kan tage hul på den fysiske transformation af den ikoniske grund i hjertet af Albertslund, siger borgmester Steen Christiansen (S) i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Der ligger et enormt forarbejde bag den milepæl, vi nu har nået, og efter både god dialog og tæt samarbejde mellem borgere, udviklere og kommune står vi med en lokalplan, der tager højde for de mange ønsker og hensyn, der bør tages i forbindelse med det her nye kapitel i Albertslunds historie.

Parterne bag udviklingen af det 160.000 kvm store område udgøres af entreprenørvirksomheden A. Enggaard, pensionskassen PKA og statens ejendomsselskab Freja Ejendomme, og lokalplanen er "en naturlig forlængelse" af masterplanen, som kommunalbestyrelsen vedtog tilbage i efteråret 2022. 

Et stykke historie

Lokalplanen dækker Vridsløses "mest urbane kvarter" med godt 800 boliger fordelt på seks karréer med hvert sit grønne gårdrum. 

Karréerne opføres i varierende højder fra fire til seks etager, og de to østlige vil ifølge pressemeddelelsen "åbne sig mod bydelens nye sø, ligesom der vil være direkte adgang til bydelens nye, grønne aktivitetskile mod nord".

De opføres i tegl i forskellige "varme gule og sandfarver, som tager afsæt i de eksisterende bygninger i det tidligere fængsel".

- Med Vridsløse har vi et stykke historie mellem hænderne. Det er vi meget bevidste om, og det skal kunne ses i det vi bygger, siger Jon Johnsen, adm. direktør i PKA.

Med Vridsløse har vi et stykke historie mellem hænderne. Det er vi meget bevidste om, og det skal kunne ses i det vi bygger Jon Johnsen, adm. direktør i PKA

- Vi ser nu frem til at forsætte det gode samarbejde med alle involverede interessenter i de kommende faser, hvor vi projekterer og konkretiserer projektet endeligt, lyder det fra projektudviklingschef i A. Enggaard, Morten Løgsted.

Kvarteret bliver delvist bilfrit, og områdets parkeringspladser samles i et mobilitetshus i periferien af bydelen op mod banelegemet. Det kommer samtidigt til at fungere som støjværn for den nye bydel.

Lokalplanen omfatter også en ældre bevaringsværdig villa, som skal under en "omfattende restaurering".

Forud for vedtagelsen har lokalplanen været i ni ugers offentlig høring. Det har medført "en mindre justering af lokalplanen" i form af blandt andet optimering af tilgængelighed, bedre mulighed for at anvende genbrugsmaterialer i byggeriet samt parkering til ladcykler.

Fra fængsel til ny bydel

De sidste indsatte forlod fængslet i 2016. I 2019 blev fængslet overdraget til Freja Ejendomme. Året efter blev der igangsat en arkitektkonkurrence. 

I 2020 indgår A. Enggaard og PKA en købsaftale med Freja Ejendomme. I 2021 udarbejdes forslag til en masterplan under navnet Vidsløse, som i 2022 kommer i offentlig hørring og bliver godkendt af kommunalbestyrelsen. 

En rammelokalplan godkendes i 2023, og senest er første lokalplan i Vridsløse-projektet blevet godkendt af Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse. 

Planerne for hele området er overordnet en levende og grøn bydel med mellem 1.400 og 1.600 boliger samt erhverv og iværksætteri. En stor del af bygningerne bevares - herunder hovedbygningen med porten kendt fra Olsen banden-filmene. 

Bag udviklingen af den 160.000 kvm store fængselsgrund står altså A. Enggaard, PKA og Freja Ejendomme i tæt samarbejde med Albertslund Kommune samt et rådgiverteam bestående af Cobe, WSP, Rambøll og COWI. Også TRE, Planværkstedet og Over Byen er en del af udviklingsarbejdet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083