23948sdkhjf

Ny aftale sår frø til CO2-neutral naturby

Udviklingsaftale sætter rammerne for udbygningen af Naturbyen i Middelfart, som har været udstillet på den internationale arkitekturbiennale i Venedig

Med en ny aftale sår Middelfart Kommune nye frø til Naturbyen. Aftalens anden part er konsulent- og udviklingsselskabet Balance Beat.

Naturbyen er et 10 ha byområde med ca 300 boliger, som har ambitioner om at være verdens første CO2-neutrale bydel i 2050, hvorfor det tidligere har været udstillet på den Internationale Arkitekturbiennale i Venedig.

- Målet om at etablere en CO2-neutral bydel er en meget ambitiøs og spændende udfordring, der stiller store krav til os som udvikler, men også til vores rådgivere og andre samarbejdspartnere, der skal medvirke til at nå denne målsætning, siger Søren Palmelund fra Balance Beat i en pressemeddelelse.

Naturbyen i Middelfart Kommune

Naturbyens areal er på cirka 10 hektar, og der kommer i omegnen af 300 boliger. De enkelte boliger må i gennemsnit maksimalt udlede 4 kg CO2-ækvivalenter/kvm/år, mens best-practices på området i dag er på cirka 5,8 kg CO2-ækvivalenter/kvm/ år.

Minimum 50 pct. af arealet, der ikke er befæstet eller bebygget, skal udlægges til naturarealer, og der kommer mellem 4-5 ha skov.

Det tilstræbes, at der etableres vedvarende energikilder indenfor projektområdet, som sammen med skovarealet i videst muligt omfang bidrager til, at Naturbyen er CO2-neutral i 2050.

Kilde: Middelfart Kommune

- Udover det miljømæssige aspekt vil der være stor fokus på social bæredygtighed, stærke fællesskaber og aktiviteter, hvor der skabes dialog, og der opbygges relationer og venskaber for at undgå ensomhed hos beboere. Der satses på en høj grad af beboerdiversitet, hvor man kommer hinanden ved på tværs af generationer, boligformer og ejerforhold, tilføjer han.

Udviklingsaftalen sikrer Balance Beat en forkøbsret, som betyder, at selskabet har muligheden for at matche det højeste bud på Naturbyen, når projektet bliver sendt i udbud.

Banker udledninger i bund 

Den overordnede vision for Naturbyen er, at det skal være et internationalt demonstrationsprojekt, hvor nye teknologier integreres i attraktive boligbebyggelser, og hvor mere bæredygtige løsninger bliver en del af områdets identitet og servicetilbud til områdets kommende beboere.

- Naturbyen skal være et samlingspunkt i lokalområdet og et udstillingsvindue mod verden. Vi får en helt unik kombination af klimavenlige boliger, ny skov og fællesskaber mellem mennesker, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Naturbyens boliger må i gennemsnit maksimalt udlede 4 kg CO2-ækvivalenter/kvm/år, mens best-practices på området i dag er på cirka 5,8 kg CO2-ækvivalenter/kvm/ år.

Den nye aftale sætter rammer for, hvordan udviklingsplanen for bydelen skal udarbejdes, så det bliver tydeligt, hvordan de store ambitioner bliver til et bæredygtigt boligudviklingsprojekt med internationalt snit.

Udviklingsaftalen skal blandt andet fastlægge, hvor meget CO2 der maksimalt må udledes for boligerne, at fællesarealerne skal udlægges som natur og udvikles i fællesskab med kommunen, samt at områdets lokale aktører skal inddrages i projektet.

Balance Beat har seks måneder til at udarbejde udviklingsplanen for Naturbyen.

Når Middelfart Kommune om seks måneder modtager udviklingsplanen fra Balance Beat, går kommunen i gang med at udarbejde en lokalplan for området.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112