23948sdkhjf

Mette Kynne Frandsen stopper som topchef hos arkitekt: - Jeg skal ikke på pension

Tiden er kommet til, at næste generation tager lederskabet og de næste skridt - men hun er ikke på vej på pension

Opdateret 14:20 med citater fra Mette Kynne Frandsen. 

Efter to årtier stopper Mette Kynne Frandsen som direktør i arkitektfirmaet Henning Larsen. 

I august giver hun stafetten videre til Jacob Kurek, der overtager topposten fra 1. september. 

- Alt godt har sin afslutning. Jeg synes, det her er det rette tidspunkt - både for mig og for virksomheden, siger Mette Kynne Frandsen til Licitationen. 

Hun har stået i spidsen for en internationaliseringsrejse af virksomheden. I dag har Henning Larsen projekter spredt over seks kontinenter, kontorer fordelt over Danmark, Færøerne, Norge, Sverige, Tyskland, USA, Singapore, Hong Kong og Australien samt mere end 650 ansatte fra over 40 nationaliteter.

Da hun overtog styrepinden i 2003 havde Henning Larsen 80 ansatte, et kontor i København og en håndfuld projekter i udlandet. 

- Jeg er utrolig stolt over, at vi i dag kan se tilbage på en spændende rejse, hvor vi ikke kun har vækstet forretningen og gjort virksomheden til en global spiller, men også bragt dansk arkitektur og markante signaturprojekter ud til hele verden, siger Mette Kynne Frandsen i en pressemeddelelse. 

Hun stod også i spidsen, da Henning Larsen i 2020 blev købt af Rambøll. 

- Fremtidens arkitektur skal være problemløsende og udvikles i sammenspil med andre fagligheder og videnskompetencer. Det var netop vores bevæggrund ved at blive en del af Rambøll.

- De sidste fire år har vi sammen med Rambøll vundet vigtige projekter der har styrket vores fælles globale position. Vi har udviklet både vores metode, forretning, faglighed og organisation og oplevet en stigende international efterspørgsel efter vores bæredygtige designløsninger. Derfor er tiden også kommet til, at næste generation tager lederskabet og de næste skridt, forklarer hun. 

Startede som praktikant

Arkitektvirksomhedens nye topchef startede som praktikant i firmaet i 1996. I dag er han Global Market Director og partner. 

Jacob Kurek bliver kaldt "en afgørende kraft" i udviklingen af den internationale forretning. Han etablerede i 2008 og ledte ikke mindst Henning Larsens allerførste kontor udenfor Danmark.

- Jacob og jeg har haft et stærkt og meget tæt samarbejde gennem mange år og senest i to-mandsdirektion det sidste år. Med Jacobs internationale erfaring, kombineret med høje faglighed og strategiske kommercielle forståelse, glæder det mig, at Jacob er blevet udpeget som min efterfølger til at forsætte udviklingen af forretningen og den stærke Henning Larsen-designkultur, siger Mette Kynne Frandsen.

Går ikke på pension 

Det er dog bestemt ikke Mette Kynne Larsens plan at sidde stille fra 1. september. Men det krævende direktørjob skal skiftes ud med noget "bredere". 

- Det er ikke sådan, at jeg sidder og tænker, jeg skal på pension. Jeg skal gennemgå et skifte, hvor jeg ikke længere skal sidde som topchef - det er jo et arbejde, der foregår 24/7. Konstant. Og sådan skal det være, siger hun. 

Hun vil efter sit stop i virksomheden dedikere sin tid til bestyrelsesarbejde.

- Jeg vil gerne deltage med den erfaring, jeg har, og jeg sidder med en lyst til at bidrage på noget, der måske er lidt bredere.

Dog bliver det ikke hos Henning Larsen, arbejdstimerne skal lægges. 

- Jeg skal sikre, vi får en god overlevering. Ved årsskiftet fratræder jeg helt, siger Mette Kynne Frandsen. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: direktørskifte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.766