Husbygger og leverandør løfter sløret for to års udviklingsarbejde
Huscompagniet og byggematerialeproducenten Xella har i fællesskab udviklet et nyt, lettere porebetonmateriale, der sænker CO2-udledningen ved opførelsen af enfamiliehuse.
Udviklingen startede i 2022, da typehuskæmpen opfordrede Xella til at skabe et byggemateriale med lavere klimaaftryk, uden at gå det gik ud over egenskaberne. Nu er resultatet så klar i form af Ytong Element Light.
- Hvis vi skal lykkes med at trække byggebranchen i en mere ansvarlig retning, så er samarbejdet mellem de forskellige aktører på tværs af værdikæden helt afgørende, udtaler adm. direktør i Huscompagniet, Martin Ravn-Nielsen, i en pressemeddelelse.
Typehusfirmaet anvender som oftest porebeton til indervægge og skillevægge ved opførelsen af enfamiliehuse.
- Med Ytong Element Light er vægten gået fra 575 kg til 475 kg. Det betyder, at der skal bruges færre råmaterialer til produktionen samt en reduktion i transportomkostningerne, lyder det fra Fredrik Johansson, adm. direktør hos Xella Scandinavia.
Det afspejler sig i CO2-udledningen og betyder en forbedret miljøvaredeklaration (EPD) på op til 10 pct. samt reduceret transportudledning med 18 pct. i forhold til det traditionelle Ytong-element.