23948sdkhjf

Grønlandsk murer blev verdenskendt for at støtte Trump: Nu er han gået konkurs

Jørgen Boassen, der tidligere på året blev bredt kendt for sin støtte til Donald Trump og for sin aktive kamp for MAGA-udbredelsen i Grønland, er gået konkurs med sit murerfirma

Den grønlandske murer og kendte Trump-støtte Jørgen Boassen er gået konkurs med sit håndværkerfirma.

Det skete den 19. maj, hvor dekretet blev afsagt ved Skifteretten i Grønland mod hans enkeltmandsvirksomhed, Nuup Qarmaasua.

Ifølge den internationale B2B-database og virksomhedskatalog Kompass beskæftigede virksomheden sig med jordflytning, udgravning, funderings- og tunnelarbejde samt opførelse af skorstene til både industri- og beboelsesbyggeri.

Derudover tilbød den også stilladsopsætning og bygningsafdækning som en del af sine services.

Firmaet blev stiftet den 2. september 2019, men måtte knap seks år senere dreje nøglen om.

Hvordan regnskabstallene har set ud de forgangne år, fremgår ikke af cvr-registeret, da enkeltmandsvirksomheder som Nuup Qarmaasua ikke er revisionspligtige.

Building Supply har bedt Jørgen Boassen om en kommentar, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Advokat Charlotte Pedersen fra Nuna Advokater ApS, der er kurator i konkursboet, ønsker ikke at kommentere sagen.

Kendt MAGA-støtte

Den 51-årige murer Jørgen Boassen er bredt kendt som en af Donald Trumps mest dedikerede tilhængere i Grønland, hvilket er blevet beskrevet i en række nationale og internationale medier.

Blandt andet har han været en central figur i at fremme MAGA-bevægelsen, og han har tidligere ytret sig positivt om, at et eventuelt samarbejde med USA ville fremme Grønlands muligheder for selvstændighed.

- Vi bør blive en selvstændig stat og opnå uafhængighed, for det er dét, Grønland ønsker, og det har altid været drømmen, men vi vil være USA’s tætteste allierede, har Jørgen Boassen tidligere sagt til australske ABC News.

Boassen har aktivt deltaget i amerikansk valgkamp, hvor han var en del af kampagnearbejdet ved at gå fra dør til dør. Han mødte Donald Trump Jr. for allerførste gang i Florida i november, og under valget var han inviteret med til en eksklusiv republikansk valgfest i West Palm Beach i Florida, hvor flere senatorer og Trump Jr. deltog.

Siden spillede også en nøglerolle i at arrangere Donald Trump Jr.s besøg i Nuuk i januar 2025, hvor han fungerede som både guide og vært.

Derudover skaffede han økonomisk støtte til et hundeslædeløb, som vicepræsident J.D. Vance og hans hustru, Usha Vance, med kort varsel meldte afbud til.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11