Arbejdsulykke på byggeplads ved Novo Nordisk: Kørt væk i ambulance

En person kom torsdag eftermiddag til skade, da vedkommende faldt ned fra et stillads på en byggeplads ved Novo Nordisk i Hillerød.
Det bekræfter både Nordsjællands Politi over for flere medier.
Ulykken skete på en byggeplads tilknyttet Novo Nordisk’ område i Hillerød. Ifølge virksomheden er der tale om en medarbejder fra en ekstern leverandør, som efter ulykken blev kørt på hospitalet med ambulance. Den tilskadekomnes tilstand er ikke kendt.
– Vi yder den nødvendige hjælp til de berørte af ulykken, oplyser Novo Nordisk i en skriftlig kommentar til Sjællandske Nyheder.
Politiet bekræfter over for både Sjællandske Nyheder og B.T., at man har været til stede på stedet og har afhørt vidner.
– Så skal Arbejdstilsynet kigge videre på sagen, og vi får deres rapporter, siger vagthavende ved Nordsjællands Politi til B.T.