Fredet markfirben stiller sig i vejen for ny cykelsti til Sjællands Odde

Jeg er så glad for min cykel. Jeg kommer hurtigt langt omkring.
Men kun hvis cykelstien er både godt oplyst, med en jævn overflade, fri for huller og forhindringer.
Langs Oddenvej på Sjælland - mellem Løvevej og Havnebyen - har cyklister i årevis håbet på netop det: En sikker og hurtig cykelsti ud mod Sjællands Odde.
Men de planer er nu lagt i graven. Vejdirektoratet bekræfter over for TV2 Øst, at projektet om en dobbeltrettet cykelsti på ruten er skrinlagt.
Planen om en cykelsti blev sat i bero allerede i 2022, da Trafikstyrelsen krævede en fuld miljøkonsekvensvurdering, og efter årelange undersøgelser er projektet nu helt droppet.
Dyr og vejrforhold
Vejdirektoratet fortæller til det lokale medie, at der er to årsager til, at projektet ikke kan gennemføres som planlagt.
For det første betyder hensynet til markfirben, at der ikke kan anlægges cykelsti på hverken nord- eller sydsiden uden at skade arten.
For det andet fraråder Kystdirektoratet en sti på nordsiden på grund af risiko for erosion.
- Vi er nødt til at planlægge efter reglerne på natur- og miljøområdet, siger afdelingsleder hos Vejdirektoratet Maria Sande til TV2 Øst.
Hun tilføjer, at der forud for denne beslutning er gået "et omfattende arbejde for at finde løsninger". Vejdirektoratet har ifølge TV2 Øst brugt knap to mio. kr. på de indledende arbejder og undersøgelser.
I stedet for at bygge en ny cykelsti, så anbefaler Vejdirektoratet at opgradere den nationale cykelrute, som i dag fører cyklister ad små veje gennem sommerhusområder. Den rute er dog kommunal og ligger derfor uden for statens vejnet.