23948sdkhjf

Stærk dansk byggevareeksport i 2013

De danske byggevareproducenter har fået godt fat i det tyske marked, som i 2013 var det absolut bedste.
Statistikkerne for fjerde kvartal af 2013 er for alvor begyndt at tikke ind, men det er desværre ikke de gode nyheder, der står i kø, når regnskabet gøres op. Således peger aktuelle statistikker på, at det danske nybyggeri har sat bundrekord i 2013, ligesom byggeriets omsætning også er faldet .

Set i lyset af den lave aktivitet på det danske hjemmemarked er det derfor ekstra glædeligt, at byggevareeksporten har klaret sig så stærkt igennem 201, som det er tilfældet ifølge den seneste opgørelse fra Dansk Byggeri. Især eksporten til Tyskland vækker glæde.

Således steg byggevareeksporten til Tyskland med hele 23,7 procent i årets fjerde kvartal sammenholdt med samme kvartal sidste år. Den fremgang bringer den samlede eksportstigning for året op på 16,7 procent – og det er gode nyheder fra de danske producenter af vinduer, trapper og andre byggevarer.

- Smilene kommer frem, når man læser eksportstatistikken for Tyskland. Stigningen har været flot over hele 2013. Kvartalerne har vist en god udvikling, og hvor vi i starten frygtede, at det var en midlertidig tendens, ser det endelige billede nu ganske solidt ud, siger branchedirektør hos Danske Byggematerialer under Dansk Byggeri, Per Thomas Dahl.

Enkeltordrer forvirrer billedet
Også andre markeder ser ifølge Dansk Byggeri ud til at udvikle sig tilfredsstillende i en tid, hvor der fortsat er afmatning på det danske marked. Således viser eksporten til Storbritannien gode takter. Her steg eksporten med 13,1 procent i 2013. Dog forvirres billedet en smule af store enkeltordrer og vindmølledele.

- Vi har ikke samme stabile udvikling, og der ligger nogle store enkeltordrer, som gør, at tallene skal tages med et gran salt, siger Per Thomas Dahl og henviser til blandt andet til ståldele som en varegruppe, der fluktuerer meget.

- Det er en kendsgerning, at varegrupper fra virksomheder med tilknytning til vindmølleindustrien påvirker tallene fra den ene måned til den næste med ganske store ordremængder. Men vi tror på en gunstig udvikling af markedet i Storbritannien for de mere gængse byggematerialer, understreger Per Thomas Dahl.

Vigtigt at holde fast i Sverige og Norge
Nabolandende Sverige og Norge er foruden Tyskland og Storbritannien de vigtigste markeder for byggeriet. Her er eksporten faldet en smule med 2,9 procent. Trods faldet på de to store markeder ligger eksporten dog stadig på et niveau, der svarer til de bedste år i højkonjunkturen, hvis man skal tro Dansk Byggeri

Per Thomas Dahl understreger vigtigheden af at byggevareproducenterne er proaktive og gør en indsats for at holde fast i de traditionelt vigtige nærmarkeder:

- Så selvom tendensen er en smule negativ, skal man huske at holde fast i disse store og vigtige markeder. Det er oplagt, at når et marked presses en smule, så skærpes handelsbetingelserne, forklarer Per Thomas Dahl og slutter:

- I den henseende er det vigtigt at være fremme i skoene og rettidigt tage en dialog med sine samhandelspartnere, så et langsigtet samarbejde kan gødes og udvikles til begges fordel.

Kilde: Dansk Byggeri

Kilde: Dansk Byggeri

Overvejer din virksomhed at starte op på nye eksportmarkeder i 2014? Giv jeres situation til kende i afstemningen til højre.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13