23948sdkhjf

Vestas støtter oplevelsespark med ni millioner

Vindmølleproducenten donerer ni millioner kroner til Ringkøbing-Skjern Kommunes nye oplevelsesunivers Kraft.
Oplevelsesparken Kraft skal efter planen formidle viden om netop disse stærke naturkræfter til både turister og lokale gennem både indendørs og udendørs action-prægede, sanselige og videnstunge installationer.

Parken kommer til at ligge lige uden for Ringkøbing by, og Vestas har valgt at støtte projektet for at styrke Ringkøbing-Skjern Kommunes brand som internationalt flagskib for vindenergi, forklarer teknologidirektør og medlem af Vestas’ koncernledelse, Anders Vedel:

- Vestas er født i Ringkøbing-Skjern, og vi har fortsat tusindvis af medarbejdere i kommunen. Vi er stolte af at være en del af et internationalt flagskib for vindenergi, som folk fra hele verden besøger for at blive klogere. Vi håber, at KRAFT kan medvirke til at understrege den position, og derfor har vi forpligtet os til at støtte anlægget med 9 millioner kroner.

Borgmester Iver Enevoldsen tilføjer:
- Vi er særdeles glade for støtten fra Vestas og det positive signal, det er med til at sende. Kraft bliver en stor og vigtig turismemagnet, ikke kun for Ringkøbing-Skjern Kommune, men for hele Vestjylland. Vestas’ tilsagn til at støtte anlægsprocessen kommer ovenpå, at 500 af vores lokale virksomheder har stået sammen om en fælles opbakning til Kraft. Begge dele vil vi bruge som en klar opfordring til, at andre kommer med i projektet.

Om Kraft
Kraft er et vidensbaseret oplevelsescenter, der med afsæt i naturens kræfter skal få de besøgende til at blive mere bevidste om deres handlinger i hverdagen.

Naturens kræfter er Krafts DNA, og de rummer uendelige oplevelsesmuligheder. Gennem historiefortælling sættes der ord på naturkraften i den form, som kan opleves i Vestjylland, men fortællingen bredes ud til at omfatte hele Danmark og resten af verden.

Kraft blev for alvor skudt i gang i 2010, da der blev indgået en såkaldt resultatkontrakt mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Region Midtjylland under initiativet ”Internationale oplevelsesfyrtårne”.

Kraft bygger på en lang række partnerskaber med blandt andet Aarhus Universitet, Designskolen i Kolding samt Clean (Danmarks største klynge af cleantech interessenter) og indgår som strategisk infrastrukturprojekt i Den Europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Kraft fase 1 forventes at have et samlet økonomisk omfang på 225 millioner kroner og forventes indviet i 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109