23948sdkhjf

Jorton forbedrer samarbejdet med kommune

Svendborg Kommune og Jorton er i konstruktiv dialog om arbejdsklausuler.
En direkte kontakt fra den kommunale bygherre til udførende entreprenørers ledelser skal i fremtiden hjælpe leverandørerne, så der sker en rettidig dokumentation for overholdelse af arbejdsklausuler. Det skriver Jorton i en pressemeddelelse.

Jorton og Svendborg Kommune har lagt sidste års kommunale udelukkelse af bygge- og anlægsvirksomheden og tre underentreprenører bag sig. På et møde mellem borgmester Lars Erik Hornemann, viceborgmester og udvalgsformand Henrik Nielsen og Jortons administrerende direktør, John Funch, har parterne udvekslet ideer til en forbedret procedure, så virksomhederne fremover får dokumenteret i tide, at de overholder kommunens arbejdsklausuler vedrørende løn- og arbejdsvilkår.

Krav fra fynske kommuner
Svendborg Kommune og de øvrige fynske kommuner har vedtaget, at arbejds- og uddannelsesklausuler ubetinget skal overholdes og dokumenteres. Svendborg Kommune har indført særlige sanktioner, hvis de udførende virksomheder ikke overholder klausulerne og fremlægger dokumentationen for overholdelse af klausulerne. Leverandørerne risikerer at blive midlertidigt udelukket i op til et år.

I december 2014 blev sanktionen taget i brug. Det ramte entreprenørvirksomheden og de tre underentreprenører i forbindelse med om- og tilbygningen af Thurø Skole. Da dokumentationen blev fremskaffet, ophævede kommunen straks udelukkelsen, men da havde Jorton - med sit kædeansvar i forhold til underentreprenørerne og deres dokumentation - allerede været i pressen som midlertidig udelukket virksomhed.

Sagen er afrundet og lukket
Efter ophævelsen af den midlertidige udelukkelse tog Jorton imod det tilbudte møde med borgmester Lars Erik Hornemann, viceborgmester og udvalgsformand Henrik Nielsen samt repræsentanter fra kommunens administration for at drøfte, hvad der skete, og hvordan parterne i fremtiden kan undgå en lignende situation. Svendborg Kommunes borgmester er meget tilfreds med resultatet af dialogen:

- Vi har nu fået afrundet og lukket sagen på en rigtig god måde. Vi har lyttet til Jortons forslag, og vi har forklaret vores regler på området. På mødet orienterede vi om, at Svendborg Kommune har indgået et samarbejde med Odense Kommune om de fremtidige kontroller. Metoden er en mere direkte, dialogbaseret kontakt til de udførende virksomheders ledelser. Den skal være med til at sikre, at vi får den ønskede dokumentation inden for den fastsatte frist, siger Svendborg Kommunes borgmester.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079