23948sdkhjf

Moe & Brødsgaard med på totalrenovering af Frederikshavn rådhus

Som den første kommune i Nordjylland går Frederikshavn Kommune i gang med udvidelse og ombygning af rådhuset. Til dette projekt har Frederikshavn Kommune valgt Moe & Brødsgaard som kommunens bygherrerådgiver.
Frederikshavn rådhus skal gennemgå en totalrenovering af ca. 350 arbejdspladser. Renoveringen af rådhuset er en længere planlagt opgave, der er besluttet for at skabe et mere tidssvarende og sundt arbejdsmiljø, hvor medarbejdernes trivsel er i højsædet. Renoveringen forventes at være færdig ultimo 2009.

Endvidere skal der opføres et nybyggeri for 170 administrative arbejdspladser på den forhenværende grund for de kommunale værker, og der skal foretages en ombygning af det nuværende bibliotek, således at borgerne får ét sted og én fælles indgang for kommunens bibliotek og center for borgerservice.

Som bygherrerådgiver skal det rådgivende ingeniørfirma Moe & Brødsgaard sammen med sine to partnere - Signal Arkitekter og Arkitektfirmaet NORD A/S - bistå Frederikshavn Kommune med at gennemføre disse projekter. Det sker gennem Moe & Brødsgaards regionalkontor for Nordjylland, som ligger i Aalborg.

Begrundelserne for valget af Moe & Brødsgaard og vores partnere var bl.a. vores rådgivning omkring projektplanlægning og velafprøvet erfaring med procesplaner for behovsafklaringen af indretning og udformning af kontorlokaler.

Regionschef Lars Kjeldgaard fra Moe & Brødsgaard udtaler:
- Vi glæder os meget til at komme i gang med denne markante og store opgave. Det er jo det første rådhus, der skal ombygges og nybygges i Nordjylland gennem de sidste mange år. Endvidere er det ganske mange arbejdspladser, der skal tages hånd om.

Moe & Brødsgaard Nordjylland
I 2005 overtog Moe & Brødsgaard det lokale rådgivende ingeniørfirma Larsen & Laursen og dannede derved et regionalt kontor for Nordjylland. Dette kontor har i løbet af få år gennemgået en rivende udvikling. Medarbejderstaben er gået fra 12 til 20 medarbejdere. Rådgivningsydelserne er udvidet fra byggeri- og industriopgaver til også at omfatte anlægsopgaver.

Blandt opgaverne lige nu for Moe & Brødsgaard Nordjylland er projektering af et nyt butiks- og boligkompleks på den gamle slagterigrund i Nørresundby, anlæg af nyt træningsbassin for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste i Frederikshavn, facaderenovering af Boligselskabet NordBo’s højhus på Grønlands Torv og re-etablering af Gavlhuset i Aalborg.

- Opgaven med Frederikshavn Rådhus er med til at slå fast, at Moe & Brødsgaard A/S er kommet til Nordjylland for at blive. Vi vil også i fremtiden være med til at yde god og kreativ ingeniørrådgivning i det nordjyske, fortæller regionschef Lars Kjeldgaard.

Kilde: Moe & Brødsgaard

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109