23948sdkhjf

JJW Arkitekter ansætter ny tegnestuechef

Nina Kovsted får det overordnede ledelsesmæssige og administrative ansvar for tegnestuen, der beskæftiger over 80 medarbejdere.
Den 1. januar 2016 tiltræder Nina Kovsted som ny tegnestuechef hos JJW Arkitekter.

Hun kommer fra en stilling som Ejendomschef i Hvidovre Kommune og bliver tegnestuens daglige leder, en opgave hun skal varetage i tæt samarbejde med tegnestuens partnere.

Nina Kovsted får det overordnede ansvar for den administrative ledelse af tegnestuen, der beskæftiger over 80 medarbejdere, som er organiseret i tre afdelinger By & Bolig, Læring & Kultur samt Erhverv & Sundhed.

Planlagt organisationsændring
Ansættelsen af Nina Kovsted er seneste del af en planlagt organisationsændring, som JJW Arkitekter har gennemført de seneste år for at fremtidssikre virksomheden. Første fase var udnævnelse af Katja Viltoft, Ole Hornbek og Lars B. Lindeberg som partnere.

Anden fase er, at Anders Holst Jensen, der er en af tegnestuens tre grundlæggere, fratræder sin stilling som administrerende direktør for at fokusere sin indsats omkring strategi og forretningsudvikling. Nina Kovsted overtager hans ledelsesmæssige og administrative opgaver.

Samtidig takker tegnestuen stiftende partner, Kaj Wohlfeldt, og associeret partner Jan Knudsen, for den engagerede og store indsats de hidtil har ydet. Fra nytår forsætter de begge som fast tilknyttede konsulenter.

Katja Viltoft, partner og leder af Erhverv og Sundhed hos JJW Arkitekter, ser frem til samarbejdet med Nina Kovsted.

- Nina har bred erfaring, både fra rådgiversiden og det offentlige, hvor hun har arbejdet strategisk med ledelses- og udviklingsopgaver. I rekrutteringsprocessen er vi bevidst gået efter en arkitekt som vores nye tegnestuechef, siger hun.

Arkitekt med interesse for økonomi og ledelse
Nina Kovsted er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2002. Hun kommer fra en stilling som Ejendomschef i Hvidovre Kommune. Inden da var hun i en årrække projektleder i Freja Ejendomme og har derudover arbejdet på rådgiversiden hos Holgaard Arkitekter og i AI Gruppen. Derudover er hun efteruddannet i ledelse og certificeret DGNB-konsulent.

- JJW's strategi omkring bæredygtighed, er i mine øjne både ambitiøs og fremsynet, og det er derfor et arbejde, jeg i den grad glæder mig til at understøtte og deltage i, siger Nina Kovsted.

Fra januar 2016 består den samlede ledelse hos JJW Arkitekter af Katja Viltoft, Ole Hornbek, Lars B. Lindeberg, Anders Holst Jensen og Nina Kovsted.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109