23948sdkhjf

Frederiksberg får kulturhus til 180 mio. kroner

Realdania og Frederiksberg Kommune er gået sammen om at opføre et nyskabende kultur- og bevægelseshus. Projektkonkurrencen finder sted til efteråret.
De traditionelle kultur-, idræts- og forsamlingshuse får en moderne arvtager i form af et nyt kultur- og bevægelseshus, som Frederiksberg Kommune og Realdania nu går sammen om at realisere.

Projektet har fået arbejdstitlen KU.BE, og idéen er at samle sport, leg, kunstoplevelser og fordybelse under samme tag:

- KU.BE skal være et spændende og anderledes vartegn for et af hovedstadens mest interessante byudviklingsområder, nemlig det på Flintholm. Et hus der summer af liv året rundt, og som ligger i et område, der trods finanskrisen udvikler sig helt utroligt, siger borgmester Jørgen Glenthøj.

Grøn profil
Hvordan huset konkret bliver udformet, afgøres ved en projektkonkurrence, som løber af stablen til efteråret 2009. Helt fast ligger det dog, at bæredygtighed kommer til at spille en central rolle i projektet.

Blandt andet vil der blive eksperimenteret med nulenergiløsninger i byggeriet, ligesom projekteringen bliver miljørigtig, og husets energiforbrug søges begrænset mest muligt.

Det samlede projekt koster 180 mio. kroner. Byggeriets første etape beløber sig til 130 mio., hvoraf Realdania bidrager med de 30 mio., mens Frederiksberg Kommune har afsat 100 mio. kroner og indskudt byggegrunden.

Syv zoner for udfoldelse
Byudviklerne fra Hausenberg har udarbejdet et visionsoplæg for projektet og står sammen med Akademisk Arkitektforening for programmeringen og rådgivningen for arkitektkonkurrencen.

Der arbejdes med et koncept, som opdeler kultur- og bevægelseshuset i syv zoner: Legezonen, pulszonen, performancezonen, zenzonen, madzonen, tankezonen og helsezonen.

Kultur- og bevægelseshuset skal understøtte og styrke den igangværende byudviklingen i Flintholm - en bydel som i disse år er under kraftig transformation fra et overset sted i byen til et mangfoldigt og levende bykvarter.

Læs mere om projektet på www.frederiksberg.dk/KUBE

Kilde: Realdania

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11