23948sdkhjf

Traditionsrig typehusbygger med største overskud i 10 år

Med et resultat før skat på 9,6 mio. kr. blev regnskabsåret 2016 det mest indbringende siden 2007 for Lasse Larsen Huse A/S, der bygger huse med udgangspunkt fra domicilet i Åbyhøj og et salgskontor i Værløse.

- Vi har fulgt vores strategi, hvor vi havde en ambition om både at vokse på omsætning og den generelle aktivitet i virksomheden. Det er vi selvfølgelig godt tilfredse med, og det er først og fremmest vores dygtige ansatte i administrationen, salg og på håndværkersiden, der skal have æren for, at det er lykkedes, siger adm. direktør Allan Laursen til Building Supply.

Lasse Larsen Huse fik ny ejer i januar, hvor grundlægger Lasse Larsen solgte sine aktier til rigmanden Pierre Legarth. Ejerskiftet har fyret op under vækstambitionerne i virksomheden, som alene i år forventer at sælge op mod 100 parcelhuse suppleret af ”et væsentligt salg af boliger i tæt/lav regi”.

- Vi har stadig ambitioner om, at vi skal aflevere et hus om dagen i 2020. Pierre skal i sit ejendomsselskab, Pierre Ejendomme A/S, alene have opført markant mange nye boliger i de kommende år, siger Allan Laursen med henvisning til ejendomsselskabets planer om at opføre ca. 200 nye boliger i Kolding i løbet af de næste par år.

Investeringer giver positivt afkast
Det er i det hele taget de store provinsbyer med opland, der trækker væksten nu hos Lasse Larsen Huse, siger direktøren, som fremhæver Skanderborg og Silkeborg som eksempler.

Han mener, det endnu er for tidligt at spå om udfaldet af det indeværende regnskabsår, fordi Lasse Larsen Huse kommer til at foretage en del investeringer. Men derefter bør virksomheden være gearet til at levere overskud i den pæne ende.

- Jeg synes, vi er inde i en meget sund udvikling generelt. Vi bruger nogle ressourcer på at udvikle virksomheden i 2017, men der er ingen tvivl om, at man fra regnskabsåret 2018 vil kunne se det positive resultat af investeringerne i regnskabet, siger direktør Allan Laursen.

Læs meget mere om Lasse Larsen Huses regnskab, investeringsplaner og nye salgsafdeling i Licitationen - Byggeriets Dagblad tirsdag.

Lasse Larsen Huse åbner ny afdeling efter millionoverskud (kræver abonnement)

Lasse Larsen Huse A/S
mio. kr. 2016 2015
Bruttofortjeneste 20,5 19,0
Resultat af primær drift 9,6 8,5
Resultat før skat 9,6 8,0
Årets resultat 7,4 6,2
Balancesum 90,2 81,8
Egenkapital 27,6 23,3
Antal ansatte 58 50
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094