23948sdkhjf

Syv teams udvalgt til byudvikling i Fredericia

Deltagerfeltet i konkurrencen om den nye bydel mellem Fredericias bymidte og Lillebælt er nu på plads. Feltet lover godt for kvaliteten, vurderer projektets nøglepersoner.
Syv hold med arkitekter, ingeniører, bylivseksperter, økonomer og andre fagfolk er efter prækvalifikation nu valgt ud til konkurrencen om en udviklingsplan for Fredericias nye bydel.

Feltet af hold indfrier i høj grad forventningerne hos partnerskabet bag FredericiaC-projektet:

- Det er fantastisk, at så mange højt kvalificerede folk fra mange lande har haft øje for mulighederne i Fredericia. Det stærke felt, som nu er valgt ud, lover godt for kvaliteten af det grundige forarbejde, som kræves, når vi skal skabe fremtidens bydel, siger Fredericias borgmester Thomas Banke.

36 blev til 7
De syv udvalgte hold tæller fagfolk fra Storbritannien, Italien, Tyskland, Holland, Sverige og Danmark. I alt 36 tværfaglige hold havde søgt om prækvalifikation, da fristen udløb 14. juni, og netop tværfagligheden har været et absolut krav fra FredericiaC.

- Byudvikling er meget mere end at bygge huse og veje. Der skal f.eks. også være nogen, der har forstand på, hvordan man skaber liv mellem husene, og hvordan det hele skal hænge sammen økonomisk. Det har ansøgerne tydeligvis forstået og taget til sig, siger en tilfreds bestyrelsesformand, Lars Holten.

De syv prækvalificerede teams er:
• Tegnestuen Vandkunsten, Esbensen, Sloth Møller, Viatrafik, IMOTIO, ICP, SBI, CBS, KA.

• Adept, Cowi, Noema, Topotek 1

• Arup Design, Effekt, Experientia

• SLA, Atkins Danmark, Deloitte, Norconsult, Keinicke og Overgård, LIFE

• Cobe Arkitekter, Transform, LIW Planning, Transsolar, MIC

• Lundgaard & Tranbjerg, Kristine Jensens Tegnestue, Alectia

• Kcap, Rambøll, Facton.

Utraditionel konkurrence
Det er en stor opgave, der venter de syv hold. Udover at udarbejde en plan for området skal de forklare, hvordan visionen om bl.a. byliv, arkitektur, borgerdeltagelse og bæredygtighed kan føres ud i livet.

De skal anvende et nyt værktøj til at arbejde med bæredygtighed i forhold til både miljø, økonomi, sociale forhold og sundhed, og endelig skal de forholde sig nøje til problemstillinger som håndtering af jordforurening og nærheden af risikovirksomheder.

Konkurrencen er en såkaldt tofaset parallelkonkurrence med indbygget dialog.

- Vi har valgt en utraditionel og meget dynamisk konkurrenceform, hvor borgere og interessenter inddrages systematisk. Det har vi bl.a. gjort for at sikre, at alle aspekter afdækkes, og at de forskellige synspunkter og interesser kommer med i betragtning, fortæller Mette Lis Andersen, direktør for Realdania Arealudvikling.

At konkurrencen er utraditionel skyldes bl.a., at konkurrenceprogrammet kan revideres undervejs, efterhånden som dialogen mellem hold, borgere og interessenter udvikler sig.

Konkurrencens Fase 2 finder sted til foråret med den forventede endelige afgørelse af konkurrencen i maj 2011. I denne fase skal et reduceret felt af hold udarbejde forslag til en egentlig udviklingsplan.

Om FredericiaC
FredericiaC er et partnerskab mellem Fredericia Kommune og Realdania Arealudvikling. FredericiaC har som formål at udvikle tidligere industriarealer mellem bymidten og vandet.

Område er på i alt ca. 20 hektar og forventes at få en bebyggelsesprocent på 120; heraf 50 % boliger, 40 % erhverv og 10 % kultur.

Bag udviklingen står partnerselskabet FredericiaC P/S, dannet af Fredericia Kommune og Realdania Arealudvikling.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079