23948sdkhjf

Storbrand hos midtjysk husbygger: Det, der ikke er brændt, er ødelagt af vandskade

- Det er meget, meget nedslående. Det hele er brændt.

Sådan fortæller Frank Rasmussen, medejer af Danish Container House i Ikast, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Lørdag morgen klokken 6 fik han et opkald om, at der var brand i firmaet, som han og partneren Rasmus Fynshave har arbejdet i døgndrift med i halvandet år. Det seneste halve år er gået med at at få fabrikken i Ikast i stand, og der er brugt et år på at stable forretningen på benene for firmaet, som bygger lavenergihuse med skibscontainere som fundament. 

- Det er brændt på en weekend, konstaterer Frank Rasmussen.

Beredskab og brandvæsen havde op mod 45 mand på stedet, da det var værst.

Hele tagkonstruktionen over hallen, hvor firmaet var i gang med at bygge et hus, var brændt. Alle køretøjer og materiel, der var kørt inden døre over weekenden, blev ligeledes ramt. Heller ikke administrationen slap for flammerne.

- Tagkonstruktionen er faldet sammen. Det, der ikke er brændt, er ødelagt af vandskade, fortæller Frank Rasmussen. 

Skal have tag over hovedet – ordrer venter
Han og Rasmus Fynshave arbejder nu på højtryk på at få ryddet op. I mere end en forstand. Siden branden har de været i kontakt med politi, myndigheder, forsikring og fået en masse velmenende opmuntring. 

Husfirmaets seks ansatte er lejet ud til venlige firmaer i og omkring Ikast, mens ejerne leder med lys og lygte efter et nyt sted til produktionen. 

- Lige nu drejer det sig om at finde nye lokaler, så vi kan komme i gang i en fart. Vi har ordrer der skal laves, men ikke noget sted at være, siger Frank Rasmussen. 

Han uddyber, at firmaet i den nedbrændte fabrikshal var godt i gang med at lave et hus. Dertil tre huse i ordrebogen til næste måned, mens et stort projekt i København med 42 lejligheder blot mangler de sidste godkendelser. Så nu venter dialog med kunderne i forhold til tidsplaner med mere. 

Det værst tænkelige tidspunkt
Ud over de omfattende skader ramte branden også på et tidspunkt, hvor Danish Container House var ved at få gang i forretningen. Selvom firmaet kun har eksisteret i kort tid, har der været hele 11 mand, da der var mest at lave. Og økonomisk så det også godt ud. 

Bøgerne på det første regnskabsår blev lukket med udgangen af august, og ifølge Frank Rasmussen kommer Danish Container House ud med et lille overskud. 

Selvom fabrikshallen er væk, er fundamentet på plads, fortæller Frank Ramsussen. I arbejdet med at få forretningen op og køre er administration, lønstyring, time-sagstyring, kalkulationer mm fuldstændig på plads.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094