23948sdkhjf

Omkostningsfri forsinkelse – enorme mængder regn udskyder skolebyggeri

De seneste mange måneders enorme mængder af regnvejr har skabt problemer for at nå i mål med den projekterede tidsplan for Skærbæks nye skole. Derfor er det blevet besluttet at udskyde afleveringen af skolen med to måneder. 

Byggeriet er ikke sat i stå, men fortsætter med en forlænget tidsplan, og udskydelsen kommer ikke til at fordyre skolebyggeriet. Beslutningen er truffet efter anbefaling fra rådgiverne på skolebyggeriet, skriver Tønder kommune torsdag i en pressemeddelelse.

Skærbæk Skole

Den nye Skærbæk Skole opføres nær Skærbæk Fritidscenter og får en kapacitet på ca. 575 elever fra elever fra 0. til 9. klasse.

Byggeriet er ca. 6.000 kvm og har et budget på 108 mio. kr. - 15. mio. kr. mere end først forventet.

Skolen bygges i to etager og indrettes med et observatorium øverst, som bliver frit tilgængeligt for offentligheden. Bebyggelsen disponeres med klynger i to fløje og et stort samlende torv i midten, hvor der bliver god plads til leg og læring.

– Begrundelsen for udskydelsen er det helt ekstraordinære våde vejr. Der er nu løbet 20 vejrligsdage på byggetidsplanen, og det ser ikke ud til at vejret bliver bedre (mindre regn). Pga. det våde vejr kan tagdækkeren ikke brænde tagpap på, og det har følgevirkninger på andre arbejder. Der kan fx ikke støbes slidlag, og før slidlaget er støbt og udtørret kan tømrerne ikke komme i gang med de indvendige arbejder. Lige nu har vi også ekstraordinært meget fugt i bygningen, der i øjeblikket står som råhus, og det er aldrig godt at indbygge byggefugt i bygninger, forklarer projektleder Henrik Villefrance fra Friis & Moltke i pressemeddelelsen. 

– Udover at vi ikke kan få lukket taget, har vi også udfordringer med at få isoleret og lukket facaderne på grund af vejret. Dermed kan vi ikke få de indvendige arbejder i gang, og få gang i udtørringen af bygningen. Ved at udskyde tidsplanen, sikrer vi at bygningen bliver udtørret, således at de indvendige arbejder kan udføres forsvarligt, tilføjer han.   

Vil ikke gå på kompromis med kvaliteten
Udskydelsen på de to måneder betyder, at skolen ikke kan tages i brug til august, når det nye skoleår starter. I stedet rykker man indflytningen, så eleverne starter på skolen lige efter efterårsferien. 

I Tønder Kommune tager man den forsinkede aflevering til efterretning, for her understreger man, at det vigtigste er at få et ordentligt byggeri, hvor der ikke er blevet gået på kompromis med kvaliteten. 

– Hvis vi presser tidsplanen for at få byggeriet færdig til august, risikerer vi at bygningen ikke er ordentlig udtørret og at der opstår følgeskader som eksempelvis skimmelsvamp senere, og det vil vi naturligvis ikke risikere, fortæller projektleder fra Tønder Kommune, Sune Bundesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.269