23948sdkhjf

Boligforeninger fremrykker opgaver for store millionbeløb

Boligforeninger over hele landet gør som kommune efter kommune; fremrykker håndværkeropgaver og betalinger for at sikre leverandører en indtjening, mens ordrebogen er tom. 

Himmerland Boligforening, som råder over cirka 7.000 lejemål i Nordjylland, trykker på to knapper: 

- Den nuværende situation er hård for de lokale erhvervsdrivende, så derfor ønsker vi naturligvis at give en hjælpende hånd. Det gør vi med to konkrete tiltag. Vi fremrykker udendørs håndværkeropgaver, og vi fremrykker fakturabetalinger, siger direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen, i en pressemeddelelse. 

Ved at holde det til udendørs opgaver har håndværkerne ikke kontakt med beboerne, understreges det. 

Pengene finder boligforeningen i sine vedligeholdelsesplaner hvori det er fastlagt, hvilke aktiviteter der skal udføres, og hvor meget det koster over en 30-årig periode. Med andre ord har beboerne via huslejen allerede henlagt midler til de håndværkeropgaver, der nu fremrykkes. I skrivende stund har Himmerland Boligforening henlagt cirka 500 mio. kr. til vedligehold. I år er planen, at godt 10 mio. kr. skal bruges på vedligeholdelsesopgaver i afdelingerne. 

- Det kan være opgaver som udskiftning af tagrender, reparation af hegn eller andre arbejder, som vi alligevel skulle udføre i løbet af 2020. Dette er noget, som vil hjælpe erhvervslivet på den korte bane, men det er klart, at der også er behov for tiltag på den lange bange. Her tænker vi især på at afklare, hvorvidt vi kan fremrykke planlagte renoveringer, siger Ole Nielsen 

Står med kommende renovering over en halv milliard
Et stykke mod syd søsætter midtjyske Boligselskabet Sct. Jørgen lignende tiltag. Først fremrykkes betalinger for 30 mio. kr. 

- Selv om det er et beskedent bidrag til de udfordringer som samfundet står overfor, er jeg overbevist om, at det har effekt, hvis de, der har muligheden, bidrager til lidt optimisme trods alt, fortæller Hans Erik Lund, adm. direktør i Boligselskabet Sct. Jørgen.

Boligselskabet Sct. Jørgen omfatter 6.500 boliger i det midtjyske og forestår egne byggesager. Samtidig er boligselskabet byggeforretningsfører for syv andre boligselskaber i region Midtjylland og har aktuelt en samlet byggeportefølje på 2 mia. kr. 

Parallelt med fremrykningen af fakturarene, arbejder boligselskabet også på en fremrykning af de kommende renoveringsopgaver af tre store afdelinger. 

- Vi har kommende renoveringer til langt over en halv milliard, som vi på baggrund af den alvorlige situation, Danmark befinder sig i, har valgt at forsøge at få fremrykket, fortæller formand for hovedbestyrelsen Johannes Stensgaard. 

- Vores byggeafdeling er gået i gang med at se på, hvorledes de nuværende tidsplaner på de kommende renoveringer kan ændres, så arbejdet kan påbegyndes langt tidligere end planlagt. Mit håb er naturligvis, at vores fremrykning kan være med til at hjælpe erhvervslivet en smule i en meget hård tid, tilføjer han. 

Forventer en tredjedel kan fremrykkes
Ligesom de nord- og midtjyske kolleger betaler Boligselskabet Sjælland også fakturaer hurtigst muligt til en værdi af cirka 30 mio. kr. Og ligesom andre steder tager det sjællandske boligselskab kontakt til håndværkere for at høre om muligheden for at fremrykke projekter så som udendørsopgaver, der ellers var planlagt til efteråret. 

– Nu skal vi danne os et overblik over, hvor meget der er udendørs, og så skal vi tale med håndværkerne, siger Boligselskabet Sjællands direktør Bo Jørgensen ifølge boligselskabets hjemmeside, der henviser til et interview med mediet EjendomsWatch. 

Boligselskabet bestiller opgaver for 295 mio. kr. i 2020. Forventningen er, at det kan lade sig gøre at fremrykke arbejderne ved cirka en tredjedel.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094