Byggeriet oplever samme mangel på opgaver og medarbejdere som før corona
Virksomhedernes forventninger til fremtiden bliver ganske langsomt mere positive ovenpå corona og det historiske dyk i april. Det fremgår af Danmarks Statistiks konjunkturbarometer for juli.
Samtidig er virksomhederne i byggeriet nu tilbage ved den samme situation som umiddelbart før coronakrisen, hvor der er lige stor mangel på efterspørgsel og arbejdskraft. Sådan lyder det fra Dansk Byggeri, der har analyseret tallene fra Danmarks Statistik.
Tallene afslører, at især industrivirksomhederne er blevet mere optimistiske henover sommeren, da industriens konjunkturindikator steg fra -26 i maj til nu blot -7 i juli. Det er overraskende, mener Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.
- Erhvervslivets forventninger afspejler, at hjemmemarkedet er på vej tilbage i et fornuftigt tempo. Det ændrer ikke på, at eksportindustrien stadig går en svær tid i møde med en verdensøkonomi, der allerede er i økonomisk corona-depression og med en bekymrende ny stigning i smittetallene i mange lande. Derfor er det en positiv overraskelse, at industriens konjunkturindikator er steget, siger Bo Sandberg i en pressemeddelelse.
Ordrebeholdning på knap seks måneder
Byggeriets fremtidsforventninger har kun rettet sig en smule op fra et nettotal i konjunkturindikatoren på -14 i juni til -13 i juli.
- Ganske vist har bygge- og anlægsbranchen nydt godt af blandt andet det suspenderede anlægsloft i kommunerne samt mange mindre, private boligrenoveringsprojekter. Men der er fortsat usikkerhed i erhvervslivet og en frygt for, at der mod slutningen af 2020 ikke kommer ligeså mange nye ordrer ind i byggeriet i takt med, at de igangværende projekter færdiggøres, siger Bo Sandberg.
Fakta: Sådan opgøres erhvervstilliden Danmarks Statistiks erhvervstillid opgøres som et nettotal, hvor virksomhedernes negative besvarelser trækkes fra de positive. Fx for den del af konjunkturbarometret, der vedrører byggebranchens ordrebeholdning, er der i juli et nettotal på -17. Det er fremkommet ved at fratrække de 24 procent af virksomhederne, der bedømmer ordrebeholdningen til at være ”ikke tilstrækkelig” fra de blot syv procent, der bedømmer ordrebogen som ”mere end tilstrækkelig”. Den store mellemgruppe på 69 procent vurderer ordremængden til ”tilstrækkelig”. Kilde: Dansk Byggeri |
I byggeriet er der i juli 20 procent af virksomhederne, der er begrænset af mangel på efterspørgsel, hvilket er færre end i april og maj, mens der nu igen er en stigende andel på 19 procent, der mangler arbejdskraft.
- Umiddelbart før coronakrisen var der i marts både 20 procent, der manglede opgaver, og 20 procent, der manglede arbejdskraft. Den ligevægt har nu helt som forventet indfundet sig igen henover sommeren, siger Bo Sandberg.
Samtidig har byggeriets ordrebeholdning igen rettet sig op ovenpå den første chokeffekt fra coronakrisen.
- I juli havde bygge- og anlægsvirksomhederne ifølge Danmarks Statistik i snit 5,9 måneders arbejde i ordrebøgerne. Det er en stigning i forhold til de tre første coronamåneder, hvor det tilsvarende tal lå mellem 5,6 og 5,7 måneder, siger Bo Sandberg, der tilføjer, at der i de tre kvartaler op til coronakrisen i snit var mellem 6,0 og 6,1 måneders arbejde i håndværksvirksomhedernes ordrebøger.