23948sdkhjf

Byggemateriale-leverandør: 2020 ser ud til at blive det travleste år nogensinde

Da coronakrisen og nedlukningen af landet tidligere på året sendte chokbølger igennem byggebranchen, stod byggematerialeleverandøren Cembrit ligesom mange andre virksomheder over for en akut tilpasning af produktionsapparatet. Det skete ud fra en generel forventning til, at coronakrisen ville lamme forbruget og efterspørgslen i byggebranchen – men det skulle siden vise sig at gå stik modsat.

Det skriver Cembrit i en pressemeddelelse.

I dag kører Cembrits produktionsapparat i allerhøjeste gear, og ifølge markedsdirektør Karsten Østergaard Larsen i Cembrit i Danmark ser 2020 ud til at gå over historien som et af de travleste år nogensinde:

- Sjældent har vi oplevet så markante udsving i efterspørgslen på så kort tid, og i foråret måtte vi næsten uge for uge kalibrere vores produktionsapparat med efterspørgslen i markedet. Og nu må vi konstatere, at resultatet af den ekstremt turbulente periode ser ud til at blive det travleste år for Cembrits danske afdeling, som vi nogensinde har oplevet, lyder det fra Karsten Østergaard Larsen.

Han kan også konstatere, at det igangværende renoveringsboom har skabt et bredt funderet løft i efterspørgslen efter såvel vores tag- som facadeprodukter.

Økonomiske stimuli

En række finanspolitiske stimuli – herunder fjernelse af anlægsloftet og udbetalingen af de indefrosne feriepenge – har ifølge Cembrit gjort en afgørende forskel for efterspørgslen i byggebranchen. Den seneste prognose fra Byggefakta viser, at landets kommuner som følge af den midlertidige fjernelse af anlægsloftet forventes at igangsætte projekter for i alt 12,3 mia. kr. i 2020. Det er en fremgang på 15 pct. i forhold til 2019, og en del af midlerne anvendes netop til de renoveringsprojekter, hvor Cembrits produkter efterspørges.

På markedet for private bygherrer forventes ifølge Byggefakta fortsat en samlet nedgang i aktivitetsniveauet sammenlignet med 2019, men Karsten Østergaard Larsen hæfter sig ved, at opblomstringen på gør det selv-markedet så rigeligt kompenserer for nedgangen. 

- Coronakrisen påvirker naturligvis efterspørgslen i byggebranchen forskelligt, men det er i hvert fald vores oplevelse, at krisen har udløst et regulært boom i efterspørgslen på renoveringsmarkedet, siger han og fortsætter: 

- Udviklingen er uden tvivl godt hjulpet på vej af, at mange danskere har opholdt sig usædvanlig meget i hjemmet, mens vi har været afskåret fra eksempelvis ferierejser. Her har vi så fået øjnene op for, at tiden er inde til at skifte taget eller måske renovere facaden, og den udvikling har vi for længst set skinne igennem i byggemarkedernes regnskaber, fremhæver han.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.126