23948sdkhjf

Efter grundigt gennemsyn: Stark får grønt lys til køb af byggemarkeder

Konkurrencerådet har godkendt Stark Danmarks overtagelse af Jens Schultz A/S, som driver fire byggemarkeder på Sydfyn, Langeland og Ærø.

Indledningsvist var Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen betænkelig ved fusionen, fordi den muligvis ville skade kunderne, men de nærmere undersøgelser har medført, at fusionen nu kan godkendes. Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

– Selv om en fusion ikke har stor betydning for konkurrencen på landsplan, så kan den stadig have meget store lokale effekter. Før vi kunne godkende Stark Danmarks fusion med Jens Schultz, var det i høj grad relevant at undersøge de mulige lokale effekter, blandt andet fordi en del byggematerialer købes lokalt, siger formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, i pressemeddelelsen. 

– Oprindelig havde vi betænkeligheder om, at fusionen kunne føre til højere priser og ringere service, fordi Stark Danmark overtager en stor aktør på Sydfyn og øerne. Vores undersøgelser har dog vist, at flere forhold modvirker det, blandt andet muligheden for, at nye aktører kommer ind på markedet i lokalområdet, fortsætter han.

Tilstrækkelig mulighed for konkurrence 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser har vist, at Stark Danmark og Jens Schultz i dag lægger et ikke ubetydeligt konkurrencepres på hinanden inden for salg af byggematerialer til både professionelle og private kunder i Svendborg og Rudkøbing. Det konkurrencepres vil forsvinde med fusionen og umiddelbart give Stark Danmark et incitament til at hæve priserne og forringe serviceniveauet i de to lokalområder. 

Omvendt er der flere konkrete forhold, som modvirker Stark Danmarks mulighed for - og incitament til - efter fusionen at hæve priserne og forringe servicen. Blandt andet har undersøgelser vist, at den potentielle konkurrence vil være tilstrækkelig til at imødegå de mulige konkurrencebegrænsende virkninger af fusionen. 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i sine undersøgelser af fusionen benyttet nye og tilpasset eksisterende metoder til at analysere fusionens virkninger lokalt. Der er for eksempel taget udgangspunkt i den geografiske placering af hver enkelt byggemarked og køretiden mellem konkurrerende byggemarkeder for at vurdere konkurrencesituationen i hvert område.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125