Salg til 365 millioner – finansiering af Odenses store byomdannelse på plads
Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade i Odense er snart færdig. Nu er den centrale p-kælder under området med 1.000 pladser, blevet solgt til en pris på 365 mio. kr. eksklusive moms, oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Byudviklingen af Thomas B. Thriges Gade er finansieret med 255 mio. kr. fra Odense Kommune og Realdania hver især samt salg af diverse byggeretter og det planlagte salg af p-kælderen.
– I Odense traf man en stor og modig beslutning, da man lukkede Thomas B. Thriges Gade for at bygge byen sammen igen. Det har på mange plan ikke været gratis, og en vigtig brik i puslespillet har været frasalg af byggegrunde og nu i sidste ende parkeringskælderen. Det er i den grad en glædelig nyhed, at den sidste økonomiske brik er faldet på plads, siger adm. direktør Jesper Nygård fra Realdania i pressemeddelelsen.
28.000 kbm beton til én etape
Züblin afsluttede arbejdet med etape to af den store p-kælder i efteråret 2019. I arbejdet blev der brugt 28.000 kbm beton, 9.000 ton armering og 2.000 betonelementer. Züblin, der stod med storentreprisen, har anført en kontraktsum til 227 mio. kr.
Etape to af p-kælderen med 500 parkeringspladser er bygget i to etager og har direkte forbindelse til den nordlige del af kælderen, som stod færdig i 2016.
Hele anlægget er ca. 40.000 kvm stort og har en samlet kapacitet på lige knap 1000 p-pladser. Der er desuden cykelparkering, motorcykelparkering og ladestandere til el-biler i p-kælderen.
– Ikke bare glædeligt for Odense, men også for andre byer, der vil skabe nye rammer for boliger, erhverv og byliv, og som nu både kan finde inspiration i den nye bydel og i den økonomiske model for hele projektet, tilføjer han.
Køberen af p-kælderen er det hollandsk-tyske partnerskab Orange/Catella, der også ejer p-arealer i København. Partnerskabet har indgået en langsigtet aftale med Q-Park, der skal drive p-kælderen i Odense.
Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade er finansieret med 255 mio. kr. fra Odense Kommune og Realdania hver især samt af det planlagte salg af p-kælderen og diverse byggeretter.