23948sdkhjf

Succesfuld turn-around i Skana Entreprise

Entreprenøren har lagt krisen bag sig og møder foråret med fyldte ordrebøger, øget indtjening, nyansættelser – og et forsigtigt mål om en 2012-omsætning på 140 mio. kr.
- Firmaet var i opløsning. Omsætningen faldt, beholdningen af tilbud og ordreblokken var tom, ledelsen stod tilbage uden autoritet, og de medarbejdere, som var tilbage, havde mistet både arbejdsglæde og troen på fremtiden.

Det er direktør Peer Kisbye fra Skana Entreprise a/s, der i tilbageblik sætter ord på virksomhedens situation, da han i august 2011 efter seksten år på ledende poster i NCC sidste sommer satte sig i chefstolen som ny direktør for entreprenør- og håndværksfirmaet i Smørum.

- Vi stod med ryggen mod muren, og tiden var knap. Situationen krævede omgående handling, konstaterer Peer Kisbye, der fra første dag i det nye job ’tog medarbejderne i ed’ gennem dybgående personlige samtaler om situationen og fremtiden:

- Mit budskab var krystalklart: Vi er i samme båd, og vi er sammen om at rette skuden op. Men væn jer til en ny hverdag, hvor vi agerer i nye sammenhænge og trimmer alle funktioner, så de matcher de opgaver og projekter, der er grundlaget for vores virksomhed, forklarer han om sit indtog i virksomheden.

Ny handlingsplan
Med afsæt i samtalerne med medarbejderne var banen kridtet op, og allerede efter en måneds tid lå strategien for et fremtidigt turn-around klar med vedtagelse af en ny handlingsplan. Den havde tre fokusområder; dels at styrke salg, marketing og projektledelse, dels at optimere sammenhængen mellem tilbud og udførelse, og dels at genskabe arbejdsglæden hos medarbejderne.

Som konsekvens af den nye handlingsplan ændrede serviceafdelingen navn til ”håndværk og service”, tilbudsafdelingen blev styrket, og projektafdelingen rykkede tættere på processerne som forlænget arm for virksomhedens markedsføring.

- Samtidig styrkede vi organisationen med ansættelse af en ny tømrermester, der som sektionschef fik ansvaret for udviklingen i den eksisterende tømrerafdeling, ligesom vi satte sikkerheden på byggepladserne i fokus med ansættelse af en sikkerhedschef i september sidste år, fortæller Peer Kisbye. Og de nye tiltag viste sig hurtigt i dagligdagen:

- Det stod klart, at medarbejderne i vidt omfang havde savnet en aktiv ledelse, der viste vejen ud af stormen. Opbakningen til de nye tiltag blev særdeles godt modtaget i alle hjørner af virksomheden og skabte i løbet af få måneder en betydelig dynamik, hvor alle tog ansvar for både opgaver og hinanden, samtidig med at alle havde skarp fokus på at skaffe nye opgaver, fortæller Skana-direktøren.

Hitrate fra 17 til 42 procent
Efter tre måneders innovativ og fremadrettet forandringsledelse stod Skana Entreprise klar til at tage hul på en ny æra i firmaets historie, og siden har virksomheden været i konstant og accelererende vækst.

- Vi har haft en konstant stigende hitrate på vores tilbud, førsalget har været i konstant vækst, vi bliver inviteret med i flere konkurrencer og prækvalifikationer, ligesom indtjeningen i væsentligt omfang har løftet dækningsgraden på alle opgaver, uanset om det gælder hoved- og totalentrepriser eller håndværks- og serviceopgaver, fastslår Peer Kisbye og beskriver udviklingen med konkrete tal:

- I juni 2011 endte 17 procent af alle tilbud på projekter og håndværksopgaver med et konkret job. Ved årsskiftet lød tallet på 34 procent, mens seneste opgørelse fra udgangen af marts viser, at vi nu vinder 42 procent af alle de opgaver, vi giver tilbud på.

Målsætning: 140 millioner kroner i 2012
Peer Kisbye er tilfreds med, at Skana Entreprise trods svære vilkår på et trægt marked har formået at vende udviklingen og opnå en omsætning på 100 mio. kr. i seneste regnskabsår. Samtidig er antallet af medarbejdere fordoblet, og direktøren understreger, at firmaet fortsat rummer et betydeligt vækstpotentiale:

- Vi har stadig noget at indhente, men vi er på rette spor og i højt gear. Aktivitetsniveauet stiger måned for måned, og vi har netop ansat fem nye medarbejdere, der kan og vil være med til at styrke vores position som en af hovedstadens og Sjællands toneangivende entreprenør- og håndværksvirksomheder.

Årets første kvartal blev afsluttet med den hidtil største ordrebeholdning siden 2010, og Peer Kisbye har sat sig et mål om at nå en omsætning på mindst 140 mio. kr. i 2012.

Netop nu er Skana Entreprise blandt andet aktuel med tømrerentreprisen på tre nye passivhuse i Ballerup, hovedentreprise på energirenovering af 150 rækkehuse i Albertslund, lydrenovering af 89 ejendomme langs Vibberødbanen, nyindretning af en stor industrihal i Glostrup og tagrenovering på Maglehøjskolen i Egedal Kommune. Hertil kommer en stribe konkurrencer og prækvalifikationer for flere sjællandske kommuner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094