23948sdkhjf

Forsker kritiserer ny Lynetteholm-rapport, mens By & Havn er tilfredse

- Det er en god nyhed forstået på den måde, at det, vi hele tiden har troet på, nu er blevet verificeret.

Sådan lød det tirsdag fra Ingvar Sejr Hansen, der er udviklingsdirektør i By & Havn.

Udtalelsen kommer, efter at der tirsdag formiddag blev blevet præsenteret en uvildig vurdering af en række af de beregninger, der er foretaget af Dansk Hydraulisk Institut (DHI) og ligger til grund for projektet Lynetteholm.

Det skriver TV 2 Lorry.

De omtalte beregninger handler blandt andet om, hvordan Lynetteholm påvirker vandgennemstrømningen i Øresund og salttransporten til Østersøen.

DHI’s beregninger har tidligere vist, at Lynetteholm vil blokere for 0,25 pct. af vandgennemstrømningen og 0,3 pct. af salttransporten, hvormed der ifølge nogle forskere kan opstå en såkaldt blokeringseffekt.

Men nu slår rapporten altså - med Ingvar Sejr Hansen ord - fast, at tallene er beregnet korrekt.

- Sådan som vi læser den (rapporten, red.), så er hovedkonklusionen, at den måde, vi har beregnet blokeringseffekt i Øresund på, den er rigtig og realistisk, siger Ingvar Sejr Hansen til TV 2 Lorry.

Rapporten, der er lavet af det hollandske firma Deltares, er blevet udarbejdet, efter at de svenske myndigheder har udtrykt bekymringer omkring ø-projektet.

Forventer større blokeringseffekt

Lynetteholm skal placeres i Kongedybet, der er en rende på bunden af Øresund, som spiller en rolle for vandgennemstrømningen og salttransporten til og fra Østersøen, hvor saltbalancen i forvejen er udfordret. Halvøen vil have en såkaldt blokeringseffekt.

Ifølge Morten Holtegaard Nielsen, der er er oceanograf og selvstændig i virksomheden Marine Science and Consulting, er det bestemt ikke ligegyldigt, hvis Østersøen får mindre salt fra Øresund.

- Der er rigtig meget, der bliver påvirket af de her salt- og densitetsforhold. Et godt eksempel er torsken. Når torsken lægger sine æg, så driver de rundt i vandmasserne i Østersøen, og jo mindre salt, der er i vandet, jo større risiko er der for, at de ryger ned i vandsøjlen, og jo større risiko er der for, at de ikke dur til noget - at de simpelthen dør, før de bliver til torsk, har han tidligere udtalt til TV 2 Lorry.

Han mener, at konsekvensen af blokeringseffekten vil være større, end hvad der er fremlagt.

- Det vil nærmest fungere som en prop, hvor der ikke kan strømme saltvand mod syd i den her dybe rende, har han tidligere udtalt.

Rigtig eller korrekt

Og mens By & Havn tirsdag er glade for rapporten, så gør læsningen langt fra Morten Holtegaard Nielsen rolig. Han har tirsdag eftermiddag ikke læst hele rapporten, men dele af den.

- Deltares siger overordnet, at By & Havns arbejde er nogenlunde rigtigt. Men der står i det tilbud, som Deltares tidligere har sendt til By & Havn, at By & Havn har bedt dem om at vise, at deres beregninger er rigtige og ikke, om beregningerne er foretaget korrekt.

- Det fjerner i mine øjne troværdigheden. Det er også By & Havn, der har betalt for at få udarbejdet rapporten, siger han til TV 2 Lorry.

Samtidig er der også en anden ting, der springer ham i øjnene.

- Når man læser konklusionen, er der en anden iøjnefaldende ting. Deltares skriver i konklusionen, at kalibreringen og justeringen af modellen ikke er lavet godt. Det er heller ikke dokumentet, at modellen kan bruges til at regne på gennemstrømningen af vand og salt i Øresund.

- Det undrer mig, at man kan konkludere, at modellen er rigtig, men at det ikke bliver påvist, at modellen kan bruges til det, den skal.

Dialog med svenske og danske myndigheder 

Ifølge By & Havn er der ingen grund til at betvivle troværdigheden af den nye rapport.

Grundlaget for Deltares rapport er aftalt med de svenske myndigheder, og det er valget af Deltares også, forklarer Ingvar Sejr Hansen.

- Så hele den måde, vi har gennemført det på, er sådan set ikke noget, vi har fundet på. Det er noget, vi er blevet enige om med de svenske og danske myndigheder, der også er en del af dialogen, siger Ingvar Sejr Hansen.

Samtidig medgiver han, at Deltares ikke har kunne klarlægge og dokumentere alle forhold i den oprindelige rapport.

Ifølge udviklingsdirektøren handler det om om forudsætningerne for det beregningsgrundlag, som rapporten baserer sig på. Her har Deltares ikke haft indsigt i alle forudsætninger og kan derfor ikke verificere dem.

- Men på trods af, at de ikke har 100 pct. dokumentation for alle forudsætninger, konkluderer de, at de har tilstrækkeligt med dokumentation for at konkludere på selve resultatet: Nemlig at beregningen af blokeringseffekten på 0,25 pct. er retvisende, lyder det fra Ingvar Sejr Hansen.

By & Havn oplyser til TV 2 Lorry, at man vil mødes og drøfte rapporten med de svenske myndigheder ved et møde den 5. april 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11