23948sdkhjf

Ti år undervejs – Frøslev klar med alternativ til trykimprægnering

Sand og vand. Sådan lyder basen i den nye træimprægnering, Frøslev nu kan præsentere efter ti års benhårdt udviklingsarbejde.

Målet har været at skabe et alternativ til trykimprægnering, der er fri for miljøskadelige stoffer, og resultatet, der har fået navnet Frøslev Sature, er skabt i tæt samarbejde med Bollerup Jensen, og består i al sin enkelthed af silikatimprægneret fyrretræ fra certificerede, nordiske skove.

– Frøslev Sature er en vision, som nu endelig er blevet til virkelighed, lyder det fra Frøslev-direktør Martin L. Petersen.

Han peger på, at man hos trævirksomheden hver dag arbejder på at udvide anvendelsesmulighederne for det fornybare byggemateriale, så det kan fylde stadigt mere i fremtidens byggeri.

 –  Samtidigt stiller samfundet i stigende grad krav til, at behandlingen af træ får en endnu mere bæredygtig profil, og det er vores ansvar at tilbyde det. Derfor har vi siden 2011 haft en vision om at skabe Frøslev Sature, der er en af Frøslevs største investeringer nogensinde, og resultaterne giver os høje forventninger til lanceringen af den nye behandlingsmetode, fastslår han.

Hvor traditionel trykimprægnering er en kemikalietung proces, håber Frøslev med sit kemifri alternativ at kunne skubbe byggebranchen i en mere bæredygtig retning.

 –  Her giver silikatprocessen en fysisk virkende beskyttelse, hvor træet mineraliseres, så de trænedbrydende organismer fysisk ikke kan gå i det, samtidig med at træets styrke øges. Det er en modsætning til den traditionelle trykimprægnering, der nok har gode fordele i mange sammenhænge, men samtidigt også er behandlet med kemikalier, forklarer Martin L. Petersen.

En beskyttet proces

Under udviklingen af den nye teknologi stiftede Frøslev og Bollerup Jensen sammen virksomheden Preservation Technologies, hvor virksomhederne i samarbejde har udviklet imprægneringen, der beskytter træ mod råd, og som hele tiden har været en rettighedsbeskyttet proces.

– Silikatimprægnering er faktisk 100 år gammel visdom, der er gået i glemmebogen. Vi vidste derfor, at silikat kunne bruges på overflader, men der var ingen, der havde bevist, at det kunne komme helt ind i træet, fortæller Frode Dal, adm. direktør hos Bollerup Jensen.

–  Det har været en proces, som vi har brugt lang tid på at teste af i forskellige miljøer, og i fælles samarbejde er vi lykkedes med at videreudvikle silikatbehandlingen og har fremstillet en unik formel, der kan bruges til at imprægnere træ under tryk, fortsætter han.

Martin L. Petersen peger på, at opgaven var at udvikle en silikatformel, der ikke blot kunne trykkes ind i overfladen af træet med som kunne trænge helt ind og gennemimprægnere splintveddet.  

– Og det er os bekendt ganske unikt. Den væske, vi havde fra begyndelsen, havde ikke den evne, så det har været et stort udviklingsarbejde med flere forbedringer og nybrud, før vi fandt frem til den særlige væske, vi bruger i dag, siger han.

Ombygger anlæg og sikrer forsyningskæder

I en tid, hvor der er ekstra stort fokus på forsyningskæder og manglende byggematerialer, har Frøslev valgt at ombygge et af virksomhedens eksisterende anlæg, således Frøslev selv har kontrol over hele processen og dermed selv producerer Frøslev Sature.

– Frøslevs koncept er blandt andet defineret af, at vi står for en stor del af produktionen selv, således vi kan opholde vores leverancegrad, ikke mindst i tider med knaphed og volatilitet. Derfor har vi valgt at ombygge et af vores eksisterende anlæg, så vi selv producerer og leverer Frøslev Sature. Det giver fuld kontrol over forsyningskæden – og det er vigtigt for os og vores kunder, forklarer Martin L. Petersen.

Frøslev Sature blev allerede lanceret på det tyske marked i fjor, og ifølge Frøslev-direktøren har det været en stor succes.

 – Derfor er vi nu klar til for alvor at gå i luften med den nye imprægneringsmetode i Danmark. Vi tror og håber, at Frøslev Sature vil blive lige så efterspurgt på det danske marked som i Tyskland, lyder det.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079