Tre års negativ tendens er vendt. Branchen for rådgivende ingeniørvirksomheder kan for første gang siden 2008 glæde sig over en fremgang i overskudsgraden, der er steget fra 4,0 procent i 2010 til 4,6 procent i 2011.
Det fremgår af den seneste brancheanalyse, Statistisk Branchebeskrivelse 2012, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) netop har udarbejdet.
- Fremgangen er markant og dækker både øget omsætning og indtjening. Det viser, at rådgiverbranchen valgte den rigtige strategi i kriseårene ved at optimere forretningen uden at skære væsentligt i medarbejderstaben, så firmaerne nu er parate til at gribe og udnytte det spirende aktivitetsniveau, udtaler FRI's adm. direktør Henrik Garver.
Konsolidering er næppe ovre endnuIfølge branchedirektøren fordeler fremgangen sig over en bred kam og slår dermed igennem på de fleste af branchens forretningsområder. Dog må gruppen af mellemstore virksomheder notere sig en tilbagegang i overskudsgraden på i forhold til 2010.
- Denne virksomhedsgruppe har kæmpet med indtjeningen i flere år, og en overskudsgrad for 2011 på -0,3 for de mellemstore rådgivere understreger de udfordringer, der kan følge med at blive større end gennemsnittet. Konsolideringen i rådgiverbranchen næppe er slut endnu, vurderer Henrik Garver.
Skatteaftale hæmmer forretning i udlandetIfølge analysen er rådgiverbranchen fortsat en af de mest internationaliserede brancher i Danmark. 17 procent af omsætningen stammer fra eksport, og branchen har i dag lige så mange ansatte i udlandet som i Danmark. Dertil kommer, at den udenlandske omsætning er øget med hele 15 procent fra 2010 til 7,6 milliarder kroner i 2011:
- For at støtte denne fremgang er det vigtigt, at virksomhederne fortsat har gode forhold til at drive forretning i udlandet, og derfor er det kritisk, at det nye skatteforlig lægger op til at forringe vilkårene for udstationering af medarbejdere. Vi har brug for at fastholde og ikke ophæve ligningslovens § 33A, hvis virksomhederne fortsat skal kunne udstationere deres medarbejdere og gøre den danske rådgiverbranche global, påpeger Henrik Garver.