Første spadestik er taget til stort domicil-byggeri

Mandag blev første spadestik taget til det, der om to år bliver nyt hjemsted for FLSmidth, leverandør til cement- og mineindustrien, når selskabet flytter fra det kendte, gamle hovedkvarter i Valby.
Det første spadestik bliver på samme tid også det sidste for Skanska på Havneholmen.
Det oplyser Skanska i en pressemeddelelse.
Igennem 10 år har ejendomsudvikleren med opførelsen af en række bolig- og kontorbyggerier forandret Havneholmen fra en tom plads midt i Københavns Havn til et nyt område med boliger og erhverv, og CPH Pulse - kontorbygningen, hvor FLSmidth får hjemme - er det sidste af Skanskas nybyggerier på Havneholmen.
Bæredygtighed i fokus
CPH Pulse er det første kontorbyggeri i København, der er præcertificeret til DGNB Platin, som er den højeste bæredygtighedscertificering i DGNB-systemet.
Bygningen vil dermed byde på en række innovative løsninger i både byggeproces, løsninger og drift, men kan også fremhæves for at blive en moderne flerbrugerejendom, som kan tilpasses de forskellige virksomheder og medarbejdernes skiftende behov i arbejdsdagen.
- CPH Pulse er et af de mest spændende og ambitiøse kontorbyggerier i København – ikke mindst på bæredygtighedsområdet. Vi har et stærkt fokus på bæredygtighed og en målsætning om at levere teknologi til nuludledning i minedrift og cementproduktion. Bygningen passer på den måde godt til os, men vi glæder os samtidig meget til at flytte ind i et fleksibelt kontorbyggeri, der kan understøtte vores måde at arbejde på, udtaler Mikko Keto, adm. direktør i FLSmidth, i pressemeddelelsen.
FLSmidth forventes at flytte ind i slutningen af 2024.
Der er stadig 3.200 m² ledig kontorplads på de to øverste etager af CPH Pulse.
CPH Pulse
Hvor: Havneholmen 2-4, 2450 København SV.
Areal: 16.830 kvm
Bygherre: Skanska
Arkitekt: Holscher Nordberg
Rådgiver: Sweco
Entreprenør: KPC København
Certificeret: DGNB Platin
Kilde: Skanska