Byggekraner flytter snart ind i Helsingør: Ny bydel får hundredvis af boliger

I første hug bliver der bygget næsten 200 boliger - men planen er 700 i Helsingørs nye bydel på tidligere industriområde omkring biografen Moviehouse.
Det skriver Helsingør Dagblad.
Projektet går indtil videre under navnet Cinemabyen, og første del er nu blevet endeligt vedtaget af Helsingør Byråd.
I den anledning fortalte den konservative politiker Janus Kyhl ifølge det lokale medier, at det ikke varer længe, før byggekranerne vil gøre deres indtog, mens radikale Christian Holm fortæller, at det er et område, "som i den grad har trængt til udvikling".
Det var stort set et enigt byråd, der godkendte byggeplanen. Kun Enhedslisten stemte imod. Det fordi, der ikke er 25 pct. almene boliger i projektet.
Ifølge visionsplanen skal Cinemabyen være et bæredygtigt og levende bykvarter, der sætter mangfoldighed og fællesskab på plakaten.