23948sdkhjf

EU kan indgå principaftale med USA om told inden for få dage

EU-kommissær Maros Sefcovic forventer, at EU og USA kan indgå toldaftale "inden for de kommende dage"

EU og USA arbejder intenst på en principaftale om told, og den kan falde på plads "inden for de kommende dage".

Sådan lyder det onsdag fra EU-kommissær for handel Maros Sefcovic, der er EU-Kommissionens chefforhandler på aftalen.

- Vi har gjort gode fremskridt i forhold til en principerklæring. Jeg håber snart, at vi kan gøre vores arbejde færdigt, siger Maros Sefcovic.

- Jeg håber, at vi kan nå et tilfredsstillende resultat måske inden for de kommende dage.

Han taler dermed for, at EU og USA vil indgå en principaftale, som skal være en ramme for senere aftaler.

- Det skal være en ramme, som skal bane vejen for en fuldbyrdet aftale mellem EU og USA, siger Maros Sefcovic.

Han har selv ledt forhandlingerne, som er blevet sat op i højeste gear forud for Trumps oprindelige deadline 9. juli.

- Efter at Von der Leyen i maj sammen med Trump blev enige om at fremskynde forhandlingerne, så er forhandlingerne blevet intensiveret. Vi har været i stadig kontakt og sikret, at der bliver ved med at ske reelle fremskridt, siger Maros Sefcovic.

Han fremhæver, at der i sidste uge var fire dage med politiske og tekniske forhandlinger. De er siden blev fulgt op med daglige møder via videolink.

- Forhandlingerne fortsætter over fjernforbindelse hver dag, og de er konstruktive, siger Maros Sefcovic.

Trump valgte at udskyde deadlinen for, hvornår han vil indføre ekstra told fra 9. juli til 1. august. Det har givet yderligere tid til at forhandle i.

Meldingerne fra Maros Sefcovic tyder på, at EU-Kommissionen har valgt den linje, som blandt andre Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, har gjort sig til talsmand for.

Nemlig at gå efter en begrænset aftale for at undgå at situationen eskalerer til en egentlig toldkrig med yderligere toldsatser fra både USA og EU's side.

Nogle EU-lande er dog bekymrede for, om en hurtig aftale vil betyde dårligere vilkår.

Ifølge Maros Sefcovic fastholder EU-Kommissionen dog den røde linje, som går omkring EU's ret til at sætte egne standarder for de produkter, der kommer ind på det europæiske marked.

- Der er ikke noget i vores fælles erklæring (med USA, red.), som vil berøre vores selvstændighed i forhold til at lave vores egne regler, siger Maros Sefcovic.

Han antyder dog, at der vil komme en ændring af handlen med USA, som skal sikre, at USA får mere ud af at handle med EU:

- Lad mig være helt klar: Samtidig med at vi gerne vil indgå en tilfredsstillende aftale, så bliver vi nødt til at lave en afbalancering.

- Handlen med USA er ude af balance på grund af USA's underskud på handelsbalancen, siger Maros Sefcovic.

Trump har tidligere lagt op til, at han ikke vil fjerne den generelle told på ti procent på varer fra EU. Det kan være en vej for USA til at begrænse EU's eksport til USA.

Maros Sefcovic løfter dog ikke sløret for detaljerne i aftalen. Det er dermed uvist, hvilket toldsatser Trump måtte opretholde trods en eventuel principaftale.

På grund af Danmarks særlige rolle som EU-formandskabsland var statsminister Mette Frederiksen (S) forsigtig med at kommentere forhandlingerne, da hun tirsdag besøgte EU-Parlamentet i Strasbourg.

Her stillede hun sig bag EU-Kommissionens linje i forhandlingerne:

- Der er enighed på europæisk side om, at en handelskrig er en dårlig idé. Det vil jeg gerne gentage i dag. Der er ikke nogen, der bliver rigere af det.

- Og i og med, at vi er allierede hen over Atlanten, så burde vi stå sammen frem for at gøre det modsatte. Så min anbefaling er klart, at der ikke kommer told eller handelskrig på bordet, sagde Mette Frederiksen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.391