Husbygger: - Det er første gang, at jeg har skulle prøve, at kurven knækkede

Steffen Vestergaard, manden bag rækkehus- og parcelfirmaerne Vestergaard Konstruktion og Vestergaard Huse samt senest udviklingssøsteren Vestergaard Estate har oplevet noget nyt.
-For mig – efter 13 år (Vestergaard Konstruktion blev etableret i 2010, red.) – er det første gang, at jeg har skulle prøve, at kurven knækkede, konstaterer manden bag byggefirmaerne med base i Løgstrup ved Viborg på baggrund af selskabernes økonomiske udvikling i 2022.
- Det har været sundt at komme igennem den proces med, at det ikke går så stærkt som tidligere, siger Steffen Vestergaard.
For Vestergaard-firmaerne betyder et knæk på kurven dog ikke underskud.
Overskud for nedadgående
Vestergaard Huse, som blev oprettet i 2016 med fokus på parcelhusbyggeriet, kom ud af 2022 med et overskud på 2,3 mio. kr., hvor der i 2021 stod 4,0 på bundlinjen. Og det er Steffen Vestergaard fint tilfreds med:
- I sommeren sidste år havde vi sat næsen efter et bedre resultat, fortæller han og peger på, at efterårets rentehop pludselig gjorde det sværere at få parcelhus-ordrer i bogen.
Trods uroen på markedet lykkedes det husbyggeren at aflevere 33 pct. flere huse i 2022 end i 2021.
- Vi afleverede cirka 85 styk. Men vi tjent ikke så mange penge på dem, siger Steffen Vestergaard og henviser til, at stigende priser og uro, som prægede resten af branchen, slog igennem.
I år lyder forventningen på 55 huse fra Vestergaard Huses hånd.
Byggeriet holder typehusbyggeren ligesom søsterselskaberne i en radius af halvanden times kørsel fra basen ved Viborg og med hovedvægt på vækstområderne langs den østjyske motorvej, E45.
Farvel til folk
Effekten af efterårets rentehop, som ramte kundernes byggelyst, gjorde det nødvendt at afskedige en del folk. Det ses konkret i søsterselskabet Vestergaard Konstruktions årsrapport, hvor antallet af ansatte faldt fra 42 i 2021 til 30 i 2022.
- Det kosterede en del penge. Vi har taget skaldet i regnskabet, så det er ude af verden, siger Steffen Vestergaard og tilføjer, at der er ansat et par stykker igen i løbet af foråret.

Vestergaard Konstruktion tjener pengene via opførelse af rækkehuse. Ligesom i det parcelhus-fokuserede søsterselskab har urolige markeder og stigende råvarepriser præget aktiviteterne og resultat negativt.
Økonomisk skar det i overskuddet, så et plus på 8,2 mio. kr. i 2021 blev afløst af et resultat på 6,6 mio. kr. sidste år.
Nu ser det dog anderledes ud.
Træghed i forvaltningerne
Ordreindgangen i Vestergaard Konstruktion har været god i vinter og efteråret, så Steffen Vestergaard forventer et overskud et sted mellem 8 og 12 mio. kr.
Forventningen skyldes til dels udviklingen sidste år:
- Det tager længere tid at skubbe tingene i gang (med rækkehusprojekter, red.). Det er myndighederne, der driller os lidt, forklarer Steffen Vestergaard og peger på, at det kan forskyde et projekt op til fem måneder, når godkendelser lader vente på sig i forvaltningerne.
- Ellers var resultatet blevet meget bedre, siger han med blik på det forgangne års overskud.
Eget udviklingsben
Bedre bliver det også i Vestergaard Estate, den lille koncerns seneste tilføjelse med fokus på investeringer i ejendomme til egne bøger.
Selskabets første årsrapport, der dækker de sidste fem måneder af 2022, gav et minus på beskedne 7.049 kr. Det dækker over, at der fortsat er ét igangværende projekt, 44 boliger i den nye Viborg-bydel Arnbjerg.
- Vi har underskud, fordi vi ikke er færdige i Arnbjerg – det bliver rigtig godt om et års tid, lyder det fra Steffen Vestergaard, som kan fortælle om flere - stadig unavngivne - projekter i støbeskeen.
Øjner nyt kurve-knæk
I år forventer den midtjyske byggemand at opføre samlet 175-200 række- og parcelhuse i 2023 i Vestergaard Huse og Vestergaard Konstruktion - samme niveau som sidste år. Men så sker der ting og sager med en opadgående kurve, når vi kommer et godt stykke ind i 2024.
Det bliver fortsat med en overvægt af rækkehuse, selvom Vestergaard-firmaerne også skal bygge flere parcelhuse, når markedet vender, understreger Steffen Vestergaard.
- Jeg har et billede af, at de mennesker vi bygger for – private pengefolk og investorer - stadig har lyst og midler til at sætte ting i gang. De holder sig ikke tilbage, siger han om udsigterne for rækkehusforretningen.
Om forholdene i Vestergaard Huse tilføjer han, at salget er på et acceptabelt niveau, så man hverken laver rekorder eller underskud.
- Vi skal holde maskinen i gang. Så er vi klar, når markedet åbner igen. Jeg forventer, at det giver sig igen i 2024.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet; en kurve der skifter retning.
- Jeg tror på at efter de næste par år, så kommer der nogle fremragende år for markedet og for hele landet. Bare se på beskæftigelsen, det er slet ikke gået så galt som forudsagt, siger Steffen Vestergaard.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 14,6 | 5,0 |
Resultat af primær drift | 3,5 | 5,0 |
Resultat før skat | 2,9 | 5,1 |
Årets resultat | 2,3 | 4,0 |
Balancestatus | 35,9 | 48,1 |
Egenkapital | 15,6 | 13,3 |
Kilde: CVR |
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 29,9 | 37,2 |
Resultat af primær drift | 8,9 | 10,5 |
Resultat før skat | 8,5 | 10,5 |
Årets resultat | 6,6 | 8,2 |
Balancestatus | 47,0 | 54,1 |
Egenkapital | 25,2 | 18,5 |
Antal ansatte | 30 | 42 |
Kilde: CVR |