To ting topper - stadig - boligejeres ønskeliste
Ønskelisten kan være lang, når boligen står foran fornyelse, men topscorerne er stadigvæk nye køkkener og badeværelser.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra ejendomsmæglerkæden Estate, der via analysebureauet Epinion har foretaget en ny befolkningsundersøgelse.
Således vil knap 40 pct. prioritere enten et nyt køkken eller bad i boligen, mens ny varmekilde, klimavenlige tiltag og nye vinduer kommer længere nede på listen.
Ifølge Estate, som har foretaget den slags undersøgelser tidligere, sker der ikke de store forskydninger over tid i forhold til, hvad der prioriteres højest i boligen.
- De fleste har nok erfaret, at vi står midt i en klimakrise, hvor vi med jævne mellemrum oplever storme og oversvømmelser, som kan være udfordrende for vores boliger, men det er alligevel de nære og konkrete ting som køkkener og badeværelser, der lader til at vinde, når der skal investeres i boligen, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Ser gradvis udvikling
Han er overrasket over, at der ikke er flere, som overvejer at investere i klimavenlige tiltag, som både kan nedbringe emissionerne og beskytte boligen mod vejrfænomenerne.
- Man kan godt undre sig over, at ikke flere er blevet påvirket af alle historierne om især oversvømmelser, som har fyldt meget i medierne de seneste måneder. Men vi bruger forholdsmæssigt meget tid i vores køkkener og badeværelser, så det er klart, at disse rum stadig er voldsomt populære at opgradere, siger Thomas Hovgaard.
Set fra et salgssynspunkt er et nyt køkken eller badeværelse ifølge mæglerkæden også det mest fornuftige, selvom der fra boligkøberne er begyndt at komme flere spørgsmål til især varmekilde, isoleringsmængder og boligens energiforbrug.
- Køkkener og badeværelser er boligens dyreste rum at istandsætte, så er der sat flueben ved disse rum, når boligen skal sælges, er det alt andet lige en kæmpe fordel. Men i forhold til for kun få år siden oplever vi faktisk flere, der er optaget af, hvordan boligen opvarmes og om boligen i det hele taget er bæredygtig, så mon ikke udviklingen gradvist begynder at vende, siger Thomas Hovgaard.
I boksen nedenfor kan du finde alle boligejernes ønsker.
Hvis du skulle forbedre noget i din nuværende bolig, hvad skulle det så være? |
|
Nyt køkken |
21% |
Nyt bad |
17% |
Nye gulve |
15% |
Opgradering af varmeinstallation |
13% |
Gøre boligen mere klimavenlig |
11% |
Udskiftning af vinduer |
16% |
Bygge til |
4% |
Har ikke ønske om forbedringer |
22% |
Andet, noter venligst |
13% |
Ved ikke |
11% |
Epinion for Estate