23948sdkhjf

Stor interesse for konkursramt robotproducent: Henvendelser fra "liebhavere og branchefolk"

I sidste uge indgav robotproducenten Odico egenbegæring om konkurs til Skifteretten i Odense.

Selskabet så ind i et stort underskud i regnskabsåret 2023/2024, og det var ikke lykkedes bestyrelsen at finde nye investorer, der ville sikre den nødvendige likviditet til den fortsatte drift.

Starter budproces

Advokat Nicolai Dyhr, fra advokatselskabet Horten, er udpeget til kurator for konkursboet, og han arbejder lige nu på, hvad der skal ske med de konkursramte aktiviteter.

- Vi får faktisk mange henvendelser, men når det er sagt, vil vi hellere end gerne i dialog med flere seriøse købere, siger Nicolai Dyhr, der uddyber:

- Jeg får henvendelser fra både liebhavere, branchefolk og interessenter i øvrigt. Så vi har etableret et datarum og sender budbrev ud senest fredag, og så er det tanken at igangsætte en struktureret budproces, og det har vi koordineret med de største kreditorer.

Odico blev grundlagt i Odense i 2012, og virksomheden havde som målsætning at automatisere processer i byggeindustrien. I begyndelsen var det automatisk tilskæring af støbeforme til betonindustrien – et projekt som det daværende Højteknologifonden støttede med et tocifret millionbeløb. Siden kom robotter til flere typer skæreopgaver som for eksempel fliser, træ, gipsplader og lignende.

I 2018 gik selskabet ind på First North-børsen ved en kraftigt overtegnet notering. Det viste sig dog sværere end forventet at få automationsløsningerne solgt til byggebranchen, og flere års underskud drænede altså selskabet for likviditet.

Håber at redde arbejdspladser

Nicolai Dyhr har endnu ikke overblikket over den samlede gæld i selskabet. Der kommer stadig krav ind fra kreditorer, og de kommende forhandlinger med mulige nye ejere kan også ændre billedet.

Han forventer, at der kommer en afklaring på fremtiden inden for en god uges tid. 14 dage efter konkursdekretets afsigelse, som var mandag den 18. marts, skal medarbejderne nemlig fritstilles, så det er den frist, han arbejder efter.

- Det, der er mit håb, er at redde de her godt 30 arbejdspladser, der er i virksomheden, konstaterer Nicolai Dyhr, der derfor håber på et samlet salg af alle aktiver.

- Der er dog den fordel for mig strukturelt set, at selskabets ejendom ligger separat i et datterselskab kaldet Ejendomsselskabet Oslogade 1, Odense ApS, og det gør det hele lidt mere enkelt. For hvis der kommer en køber, som gerne vil have virksomheden, de ansatte, patenter, varemærker, IPR-rettigheder og det hele, og vil flytte det et andet sted hen, så kan man gøre det. Man behøver ikke nødvendigvis at tage datterselskabet med, slutter Nicolai Dyhr.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098