23948sdkhjf

Aalborg-firma tæt på at blive solgt for 10 milliarder kroner

Virksomhed bag overvågning af entreprenørmaskiner står foran guldrandet salg

Den største virksomhedshandel i Nordjylland nogensinde er under opsejling.

Og ejerne står til en klækkelig jackpot.

For tre år siden blev den aalborgensiske virksomhed Trackunit solgt for omkring tre milliarder kroner til investeringsselskabet Hg Capital med base i London.

Siden er Trackunit, der fremstiller udstyr til overvågning af entreprenørmaskiner, vokset massivt. Ikke bare i omsætning og antal medarbejdere, men også værdi.

Ifølge erhvervsmediet InsideBusiness har flere interesserede købere nu meldt sig på banen for at få fingrene i den nordjyske vækstkomet. Prisskiltet er på over 10 milliarder kroner.

Dermed står ejerskabet af Trackunit til at blive en guldrandet forretning for Hg Capital samt virksomhedens øvrige investorer, der tæller blandt andre Gro Capital og C.W. Obel.

Solgt flere gange

Trackunit er en usædvanlig væksthistorie. Oprindeligt hed virksomheden M-tec og lå i Pandrup, indtil stifterne, Svend Mousten Hansen og Jesper Fjeldsø Jensen, i 2015 solgte den til Goldman Sachs og Gro Capital for over 300 mio. kr.

Så flyttede virksomheden til Aalborg og skiftede navn til Trackunit. Et navn, der henviser til virksomhedens kerneprodukt, som er sporing og overvågning af maskiner og værktøj på byggepladser.

I 2021 blev Trackunit solgt videre til Hg Capital, og nu er der så igen smidt et til salg-skilt på den hurtigt voksende virksomhed, der sidste år omsatte for 1,2 milliarder kroner – og tjente en kvart milliard kroner på driften.

Det produkt, som Trackunit har så stor succes med at sælge, og som har gjort virksomheden i omegnen af 10 milliarder kroner værd, er nogle små sporingsenheder, der kan monteres på al udstyret på en byggeplads.

Hvad end det er boremaskinen eller gravemaskinen kan Trackunits sporingssoftware opfange behovet for service, inden komponenter bryder sammen. Og reparatøren ved på forhånd hvilke reservedele, han eller hun skal have med ud.

Det sparer både tid og penge.

Tyveri og CO2-aftryk

Værktøj, der forsvinder eller bliver stjålet fra byggepladser, kan Trackunits software også spore. Sågar en gravkos CO2-udledning på et konkret byggeprojekt kan den fortælle om.

Og fordi digitaliseringen af byggebranchen både herhjemme og i udlandet kun er i sin spæde begyndelse, ser Trackunit et enormt vækstpotentiale, der blandt andet betyder, at man sigter mod en årlig omsætningsvækst på over 20 procent.

Trackunits software er installeret i over to millioner entreprenørmaskiner på verdensplan. Virksomheden har godt 400 ansatte, hvoraf cirka 80 af dem sidder på hovedkontoret i Aalborg.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109