23948sdkhjf

Dansk byggeordning får ny direktør: Erfaren plastmand tager over

Efter en årrække går Knud Jensen på pension, mens Peter Sejersen, en erfaren profil fra både den danske og europæiske plastbranche, træder til som ny direktør

Det bliver en erfaren profil, der er bredt kendt i den danske plastbranche, som overtager direktørposten hos Wuppi, efter at Knud Jensen er gået på pension ved årsskiftet.

Det bliver nemlig Peter Sejersen, tidligere fomand for Wuppi, der overtager stillingen.

Det oplyser Wuppi i en pressemeddelelse.

Peter Sejersen bringer dermed en unik kombination af national og europæisk erfaring samt et omfattende netværk med sig.

- Jeg ser frem til at styrke cirkulariteten af hård PVC i byggeriet i samarbejde med Ragn-Sells Danmark og andre relevante aktører. Vi står i en spændende tid, hvor regulering, markedsvilkår og produktstandarder er afgørende for øget brug af genanvendt PVC, og her kan jeg bidrage med min erfaring. Samtidig følger jeg tæt udviklingen af nye genanvendelsesteknologier, der kan hjælpe os med at lukke kredsløbet, siger Peter Sejersen i pressemeddelelsen.

Peter Sejersen er anerkendt som ekspert inden for plastrør, herunder PVC. Han fratrådte ved nytår sin stilling som teknisk direktør i TEPPFA (The European Plastic Pipe and Fitting Association).

Her har han været ansvarlig for projekter, der styrker både den tekniske og miljømæssige ydeevne af plastrørsystemer – med særligt fokus på brugen af genanvendte materialer.

Kort om Wuppi

Wuppi er den danske PVC-branches fælles genanvendelsesordning for hård PVC. Bag selskabet står en række producenter og importører af hårde PVC-byggeprodukter. Ordningen blev stiftet i 1997.

Modtog Plastprisen

Sejersen har tidligere været formand for Wuppi over en otte-årig periode. Han modtog i 2012 Plastprisen for sin indsats for den cirkulære PVC-økonomi. Gennem mange år har han desuden været en markant skikkelse i både den danske og europæiske plastbranche.

Som forhenværende teknisk direktør hos Wavin, en af Wuppis stiftende aktionærer, har han haft ansvar for produktstyring, standardisering og fabrikker i hele Norden.

Formand for rørsektionen

Den nye direktør fortsætter som sekretær for NPG Denmark/Rørsektionen i brancheforeningen Plastindustrien, hvor han har siddet de seneste ni år, samt sit engagement i NPG Nordic.

Han sidder desuden i bestyrelsen i genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen.

Wuppis formand Allan Larsen, Primo, takker i forbindelse med direktørskiftet Knud Jensen for hans store indsats gennem årene:

- Knud har været med til at styrke PVC-genanvendelsen i Danmark og samle branchen om en fælles indsats. Nu byder vi Peter Sejersen velkommen tilbage til WUPPI. Med sin omfattende viden og sit stærke netværk både nationalt og internationalt er han den rette til at videreføre og styrke arbejdet med genanvendelse af hård PVC.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109