Leverandør tager første skridt ind i Skandinavien

Junget, leverandører af maskiner og service til træindustrien, køber op i Norge.
Dermed giver selskabet næring til en strategi om at udvide sit markedsområde og etablere sig som en skandinavisk aktør. Ambitionen er at oprette salgsselskaber i både Sverige og Norge, og første skridt bliver taget i Norge.
Her har Junget samlet sine salgsaktiviteter i et nystiftet selskab, Junget Norge. Dette sker i forbindelse med opkøbet af HM Verktøy og Maskin AS, en familieejet virksomhed med tre ansatte og erfaring inden for salg til den norske træindustri.
- Vi har længe været på udkig efter en attraktiv samarbejdspartner i Norge, som er et spændende marked for os, udtaler Jan Weier, adm. direktør i Junget A/S, i en pressemeddelelse.
- Med etableringen af Junget Norge bringer Junget sit succesfulde totalleverandør-koncept til det norske marked, fortsætter direktøren om ekspansionen.
Hans-Martin Fahre, hidtidig ejer af HM Verktøy og Maskin, bliver ny daglig leder af Junget Norge.
Holdet i Jungets norske selskab består fremadrettet af fire salgskonsulenter.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 76,8 | 57,5 |
Resultat af primær drift | 19,7 | 3,1 |
Resultat før skat | 18,8 | 2,3 |
Årets resultat | 14,7 | 1,8 |
Balancestatus | 67,6 | 66,4 |
Egenkapital | 25,9 | 11,2 |
Antal ansatte | 81 | 85 |
Kilde: CVR |