23948sdkhjf

Stop-go-aftale på plads: Snart må der igen hoppes på B-tribunen i Parken

Entreprenør til renovering af tribune, hvor fælleshop har været forbudt i to år, er på plads. Der er tale om en stop-and-go-aftale med indlagte pauser over flere måneder

I snart to år har F.C. Københavns fans ventet på at måtte hoppe i takt, når de har overværet holdets hjemmekampe i Parken på B-tribunen.

Men nu er der lys for enden af tunnelen. Mandag begynder renoveringen af B-tribunens konstruktion, og det glæder F. C. Københavns direktør, Jacob Lauesen.

- Vi har nu ventet i to år på den her dag. Det er et enormt vigtigt skridt i forhold til at komme tilbage til normalen, som er, at vores fans kan hoppe i takt til kampene, siger han til TV 2 Kosmopol.

Det har siden starten af 2023 været forbudt for fansene at hoppe i takt på B-tribunen i Parken.

Forbuddet blev indført, efter en rapport fra Rambøll viste, at de koordinerede hop i korte intervaller overskred de grænseværdier, som blev fastsat for konstruktionen i 1990.

Men hvis alt går efter planen, kan der snart hoppes på B-tribunen igen.

- Vi forventer, at den nederste del står klar til den første kamp i den nye sæson, siger Jacob Lauesen til TV 2 Kosmopol.

I forhold til den øvre del af tribunen må fansene dog væbne sig med tålmodighed lidt endnu.

Der mangler stadig at blive regnet på, hvordan den del af tribunen bedst forstærkes, og der ligger derfor endnu ikke en endelig tidsplan for den del af projektet.

- Den her renovering koster et temmelig stort, tocifret millionbeløb. Men måden, man er fan på i dag, har ændret sig i forhold til dengang, Parken blev bygget. Det må vi tilpasse os, selvom det tager tid og koster penge, siger Jacob Lauesen til TV 2 Kosmopol.

Selvom det er et større renoveringsarbejde, tribunen står overfor, skal fansene ikke frygte, at den bliver sat helt ud af funktion.

F.C. København har sammen med entreprenørfirmaet Langkjær Staalbyg A/S indgået en særlig stop-and-go-aftale med indlagte pauser over de næste fire måneder.

De indlagte pauser i konstruktionsarbejdet betyder, at alle fans fortsat kan finde plads på B-tribunen til forårssæsonens kampe.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113