En stærk branche på et usikkert bagtæppe: VVS’ernes forhandling skudt i gang

De officielle forhandlinger om næste års overenskomst på VVS-området blev torsdag skudt i gang. På arbejdsgiversiden står Tekniq Arbejdsgiverne, mens Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal varetager forhandlingen på lønmodtagersiden.
- Vi tager hul på forhandlingerne i lyset af stor global usikkerhed om fremtiden, hvor frygten for toldmure og bureaukrati kan få store konsekvenser for erhvervslivet. Der er med andre ord en økonomisk usikkerhed, der lurer i horisonten, udtaler Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos Tekniq, i en pressemeddelelse.
Ifølge ham er arbejdsgiverforbundet velforberedt og klar til forlig.
- Parterne er ikke enige om alt, men tilliden og respekten mellem os er stor, så jeg tror på, at vi får en rigtig god proces for forhandlingen, lyder det.
En økonomi "i verdensklasse"
Også hos Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal ser man frem til at gå ind i forhandlingerne om den kommende overenskomst. Her fremhæver man de seneste års udvikling i branchen, hvor beskæftigelsen er høj, ledigheden lav og hvor de fleste af virksomhederne har overskud.
- Dansk økonomi er i verdensklasse. Det gør sig også gældende i VVS-branchen, blandt andet i form af overskud i langt størstedelen af virksomhederne og langt færre konkurser på Tekniqs område. Det viser Tekniqs egne tal også, understreger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
Her er det således indstillingen, at virksomhedernes sunde økonomi skal afspejles i den ny overenskomst.
- Selvom vi og Tekniq ikke ser ens på alt, så arbejder vi selvfølgelig henimod en overenskomst, som begge parter kan se sig selv i, og som medlemmerne vil stemme ja til, siger Henrik W. Petersen.
Og det kan lykkes, viser historien. Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2023 stemte hele 82,3 procent af VVS’erne ja til overenskomstaftalen.