Nordjyske byggevirksomheder står i spidsen for stort Fårup Sommerland-byggeri
Byggevirksomheder fra Nordjylland har tjansen for at holde snor i et kæmpe Fårup Sommerland-byggeri, som skal blive til helt nyt indgangsområde til en samlet værdi af mere end 30 mio. kr.
Bag hovedentreprisen på det kommende 2.000 kvadratmeter store indgangsområde står blandt andet de lokale håndværkere Byggefirmaet Keld og Johs samt Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning.
Det oplyser Fårup Sommerland i en pressemeddelelse.
- Det er altid interessant at medvirke i nye anlægsprojekter hos Fårup Sommerland, fordi det ofte indbefatter nogle mere kreative løsninger, end vi er vant til i forbindelse med mere traditionelle byggeopgaver, siger Peter Lynge Christensen, der er indehaver af byggefirmaet Keld og Johs, som har base i den nordjyske by Pandrup.
- En stor del af håndværket er naturligvis det samme, men ofte skal det endelige udtryk fremstå meget anderledes, så det passer ind i Fårup Sommerlands samlede oplevelsesunivers, og det indebærer derfor også nogle mere atypiske opgaver, afslutter han.
Desuden bidrager også Lytzen, Skaarup Malerforretning & Pandrup VVS samt en række andre underleverandører til projektet. Det nye indgangsområde er tegnet og udviklet i samarbejdet med P+P arkitekter samt Lønborg Rådgivende Ingeniører.
Direktør kan for alvor se det for sig
Fårup Sommerland står over for en stor dag, mener parkens direktør Niels Jørgen Jensen.
- Vi er nu så langt i processen, at man for alvor kan fornemme projektets omfang, og hvordan ankomsten i Fårup Sommerland vil opleves på en helt ny måde, hvor et stort område nu vil udgøre indgangen sammen med masser af liv, butikker, spisesteder med videre, udtaler han.
Området skal rumme nye butikker, en ny café, eget ismejeri samt opgraderede toilet- og handicapfaciliteter, et større udendørs torv, ny informationsbygning og trækvognsudlejning samt et nyt personaleområde til parkens sæsonansatte.

Fårup Sommerland slår dørene op til den store jubilæumssæson den 14. april, hvor det nye indgangsområde og mange nye butikker og spisesteder vil stå klar til Fårup Sommerlands besøgende.
Forlystelsesparken, der blev etableret i 1975, er årligt besøgt af cirka 650.000 til 700.000 gæster.
Parken har vundet flere priser og anerkendelser. Eksempelvis har Fårup Sommerland to år i træk, i 2021 og 2022, vundet titlen som bedste forlystelsespark i Europa med under 1,5 millioner gæster ved den internationale prisuddeling Park World Excellence Awards. Rutsjebanen Fønix blev i 2022 kåret til Europas bedste rutsjebane.