Skal være 55 procent bedre end de andre: Sådan bliver fængselsindsatte klar til byggepladsen
Knud Erik Sig ved godt, hvad der er på spil for de fængslede. I hvert fald for nogle af dem.
For uanset om du er fri og har udstået din dom, kan en plet på straffeattesten ikke siges at være en fordel i køen til arbejdsmarkedet.
Det handler om alt fra sproget på byggepladsen til det mere generelle i at kunne begå sig i erhvervsfaglige miljøer med alt, hvad det kræver. Det er enormt vigtigt at vide, hvordan man færdes blandt kolleger og i et forpligtende miljø, når man bliver løsladt Kund Erik Sig, underviser i Sdr. Omme Fængsel
Derfor handler det for en fagunderviser som ham om at være skarp i sin formidling, stille store krav til kursisterne og levere fag- og AMU-kurser, der er "55 pct. bedre, end de ville være ude i virkeligheden."
De sidste 13 år har Knud Erik Sig undervist i Sdr. Omme Fængsel, som Building Supply for nylig besøgte for at få et indblik i, hvordan landets fængsler klæder indsatte på til et job i blandt andet byggeriet, når løsladelsen nærmer sig.
Han er egentlig uddannet agrarøkonom og har tidligere været fabrikschef inden for køkkenbranchen samt produktionschef hos en dør- og vinduesproducent. Nu underviser han i forskellige kurser – lige fra truck- og teleskopcertifikatskurser til landbrugskurser.
- Mange herinde har ikke noget at bygge videre på i forhold til erhvervsuddannelser, så de skal først finde deres vej, og her er kurserne oplagte, siger Knud Erik Sig, der årligt underviser 50-60 indsatte i forskellige AMU-kurser i fængslet.
Han tilføjer:
- Jeg forlanger mere af mine kursister, end man ellers ville gøre på et AMU-kursus, men det er, fordi jeg ved, hvad der er på spil.

To vigtige opgaver
Hans største opgave som underviser er ifølge ham selv todelt.
I certifikatfagene er der ganske stringente krav til, hvad man skal nå, og her er det vigtigt, at kursisterne når de fastsatte mål.
Derudover er der det menneskelige aspekt, som er lige så vigtigt: den faglige dannelse.
- Det handler om alt fra sproget på byggepladsen til det mere generelle i at kunne begå sig i erhvervsfaglige miljøer med alt, hvad det kræver. Det er enormt vigtigt at vide, hvordan man færdes blandt kolleger og i et forpligtende miljø, når man bliver løsladt, siger Knud Erik Sig.
Dannelsesprocessen handler i høj grad om at give de indsatte faglig selvtillid og vise dem, at de kan være noget for nogen, hvis de lægger en indsats for dagen.
FAKTA: Knud Erik Sigs kurser
Disse er nogle af fagkurserne Knud Erik Sig underviser i. Primært er det dog truck-certifikatkurset og teleskoplæsser-certifikatkurset, der fylder mest.
- Truck-certifikat
- Teleskoplæsser-certifikat
- Pasning og fodring af husdyr
- Naturturpleje og biodiversitet.
- Små gartnermaskiner
- Personlig udvikling
Noget for nogen
Af samme grund har han også tests på alle sine forløb og kurser – uanset om der er krav om det eller ej. Som han ser det, følger de indsatte bedre med, hvis der er en test på højkant.
Han fortæller, at det for flere af kursisterne er første gang, de mærker den spænding og alvor, der følger med en test – en udfordring, der kan føre til en værdifuld følelse af opnåelse.
- Når de opdager, hvor simpelt det er at gå til prøve, kan jeg også mærke, hvor stor en tilfredsstillelse det giver dem. Det giver dem selvtillid, og det kan i sidste ende give dem mod på arbejdsmarkedet, fordi de ser, at de godt kan finde ud af det – eller i hvert fald de grundlæggende elementer, siger Knud Erik Sig.
Direkte adspurgt til, hvad der motiverer ham som underviser, er svaret klart: formidling.
For som han siger:
- Hvis jeg på en eller anden måde kan lære dem bare et eller andet, er det en succes for mig.
