23948sdkhjf

150 værelser og nye kvadratmeter: Snart starter ombygningen af historisk ejendom

To fredede ejendomme skal udvide Hotel Koldingfjords kapacitet. Ifølge planen er der byggestart i 2026

To ejendomme med historisk betydning på Kolding-egnen skifter funktion, når Hotel Koldingfjord over det kommende år omdanner bygningerne Granly og Fjordglimt til hotelværelser og -lejligheder. 

Det tidligere Dansk Sygeplejehistorisk Museum, som lukkede i begyndelsen af 2025, skal ryddes, hvorefter arbejdet kan begynde.

Dermed udvides hotellets samlede kapacitet til 150 værelser. Projektet udføres i samarbejde med pensionsselskabet PKA og arkitektvirksomheden Aart Architects.

Ifølge direktør for Hotel Koldingfjord, Peder J. Madsen, er der tale om en naturlig udvikling:

- De to bygninger er en del af det samlede bygningskompleks, vi befinder os i på Hotel Koldingfjord, og derfor er det naturligt, at vi overtager driften, efter museet lukkede, udtaler han i en pressemeddelelse.

Spor bevares

De to bygninger blev oprindelig opført som ekstra pavilloner til behandling af tuberkuloseramte børn – Fjordglimt i 1917 og Granly i 1933. I forbindelse med hotellets overtagelse vil enkelte genstande fra museumsdriften indgå i indretningen.

- Vi gør det med fuld respekt for stedets historie og museets mange gode år, og vi vil i indretningen bevare nogle af museets affekter, der fortsat kan være med til at fortælle stedets historie, siger Peder J. Madsen.

Bygningerne forventes at stå klar til gæster i sensommeren 2026. Planen er, at museet skal være helt fraflyttet, før selve ombygningen går i gang.

18 nye enheder

Ombygningen vil resultere i cirka 12 hotellejligheder og seks dobbeltværelser. Ifølge hotellet vil flere af enhederne blive udstyret med mindre køkkener og udgang til terrasser.

Indretningsmæssigt lægges der op til en stil i tråd med den eksisterende hotelbygning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078