23948sdkhjf

Virksomheder takker ja til flere lærlinge – men de mangler

Der er fortsat hård rift om hænderne i det tekniske erhvervsliv, hvor virksomheder nu melder klar til at ansætte flere lærlinge for at løse problemet

Landets el- og VVS-virksomheder må stadig kæmpe for at få besat de ledige stillinger.

Sådan lyder en af konklusionerne på Tekniqs årlige arbejdskraftsundersøgelse, der afslører, at kun få forventer nært forestående bedring på området.

Tværtimod forventer 31 pct. af virksomhederne i det tekniske erhvervsliv, at det over de kommende to år bliver sværere at rekruttere nye medarbejdere, end det er i dag, mens bare 12 pct. forventer, at opgaven bliver lettere.

En uheldig cocktail

Mange af de adspurgte virksomheder er da også klar til at gøre en ekstra indsats for at sikre flere hænder i faget.

Således svarer 46 pct., at de vil forsøge at løse udfordringerne ved at ansætte flere lærlinge, men ifølge Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq, er det heller ikke uden udfordringer.

- Det er positivt, at virksomhederne tager ansvar og vil ansætte flere lærlinge. Men det kræver også, at der faktisk er lærlinge at ansætte, hvilket er udfordrende mange steder i landet, siger hun og fortsætter:

- Samtidig er vi ramt af en uheldig cocktail, hvor store årgange går på pension de kommende år, mens antallet af nye faglærte ikke stiger i samme tempo til at matche fremtidens efterspørgsel.

Det er da heller ikke fordi, at man hos virksomhederne forventer, at fremtidens lærlinge hænger på træerne. Således forventer bare 18 pct., at det i de kommende to år bliver lettere at rekruttere lærlinge.

Nej til ordrer

Undersøgelsen viser da også, at virksomhederne må ty til andre greb for at løse udfordringerne. 30 pct. forventer at kunne afhjælpe en del af problematikken ved at ansætte nyuddannede svende, mens hver fjerde forventer, at man simpelthen må takke nej til ordrer.

Og det får arbejdsgiverorganisationen til at råbe vagt i gevær.

- Det er meget bekymrende. Vi står i en tid, hvor der er brug for tempo i både den grønne omstilling og digitalisering. Når virksomhederne må sige nej til opgaver, risikerer vi, at samfundet sakker bagud på en lang række parametre, siger Maria Schougaard Berntsen.

Trods det stigende behov for ansatte er fremgangen i antallet af lærlinge med en uddannelsesplads beskeden.

Fra 2023 til 2024 var der ifølge Tekniq tale om en lille stigning i antallet af uddannelsesaftaler på omkring 1 pct., og ifølge Maria Schougaard Berntsen udestår der stadig en indsats, hvis flere i de kommende år skal søge mod de tekniske fag.

- Vi har heldigvis hårdt tiltrængte investeringer i kvaliteten af værksteder og lærerkompetencer på vej til erhvervsskolerne, men det kræver også et holdningsskifte blandt unge og deres forældre, så de får øjnene op for de mange gode karrieremuligheder, der er som faglært, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109