23948sdkhjf

Travlt rådgiverfirma holder fri hver fredag

Value 2 Construction fejrer et års fødselsdag med 12 ansatte og en række af hovedstadens største aktuelle byggerier på referenceblokken.
Det går stærkt i Value 2 Construction (V2C), der siden etableringen i januar 2014 har opbygget en solid millionforretning.

- Vi startede ud med en ambition om at nå op på 10-12 mand inden for tre år. Det mål var allerede indfriet efter 12 måneder. I år skal vi gerne nå 22 mand, og ved udgangen af 2016 er jeg ret sikker på, at vi er oppe på 30, siger den ene af selskabets to direktører, Lars Blaaberg, til Building Supply.

V2C er med andre ord kommet flyvende fra start og arbejder aktuelt med store hovedstadsprojekter som den internationale skole i Nordhavn, Copenhagen Arena i Ørestad, Bispebjerg Hospital, Park Hotel i Glostrup og en håndfuld projekter hos DTU.

Vækst er dog ikke et mål i sig selv, og V2C-stifterne Lars Blaaberg og Peer Kisby har ingen ønsker om at blive de største på volumen og omsætning.

Sælger kompetencer i ’løs vægt’
Baggrunden for succesen er et nyt innovativt koncept for bygherrerådgivning og en målrettet rekruttering blandt de dygtigste i branchen.

- I et byggeri er der ofte brug for hjælp til at håndtere økonomi, tidsplaner og processer. Vil man som bygherre have fat i de kompetencer, skal man normalt binde sig til en totalentreprenør. Vi sælger kompetencerne i ’løs vægt’ og kommer ind med en flok tunge entreprenørfolk, der har siddet med på de store byggerier i rollen som totalentreprenør. Bygherren kan hyre os ind, som om vi var en del af hans egen organisation, og vi er inde, så længe der er brug for os, forklarer Lars Blaaberg om konceptet.

Ydelserne omfatter blandt andet projektoptimering, økonomistyring, tidsplanlægning og entreprenørgranskning, og ifølge Lars Blaaberg har det første år vist, at der er mange penge at spare for bygherren.

- Vi har endnu ikke gennemført en entreprenørgranskning, hvor besparelsen ikke har været mindst faktor 10. Vi tænker projekter anderledes end arkitekten eller ingeniøren, og vi kan altid finde noget, siger han.

Fri hver fredag
V2C har i løbet af sit første år formået at sammensætte et team af særdeles erfarne og kompetente entreprenørfolk. Ifølge Lars Blaaberg er det lykkedes, fordi V2C kan tilbyde dem en attraktiv pakke.

- I modsætning til en totalentreprenør sidder vi tæt på bygherren og dermed også tæt på beslutningerne. Det er i sig selv attraktivt. Vi kender ikke andre, der laver det her, og når vi viser det til folk i branchen, er reaktionen, at sådan vil de også arbejde. Jeg siger ikke, det er nemt, men det gør det noget lettere at tiltrække dem, der er ’high end’ i den her branche, forklarer Lars Blaaberg.

Hertil kommer en flad ledelsesstruktur med fuldstændig åbenhed, en bonusordning, der gør, at alle arbejder for værdiskabelse i det enkelte byggeprojekt – og så en fire dages arbejdsuge med fri hver fredag.

- I begyndelsen var vi lidt usikre på, hvordan det ville blive modtaget, men vi har ikke oplevet problemer med det. Kunderne betaler jo os kun for den tid, vi er der, og respekterer vores måde at organisere os på – flere bliver endda en lille smule misundelige. Men står vi i en situation, hvor vi skal møde en søndag, så gør vi også det. Sådan er gamet jo, siger Lars Blaaberg.
Læs mere om: V2C
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074